menneske- og udviklingssyn

Menneskesyn og udviklings syn er ikke bare noget man har - det er noget man udvikler.

Min synsvinkel på vietnamesernes menneskesyn har såvel også udviklet sig jo længere tid man lever, bor og arbejder i kulturen. Det der for alvor har ændret mit menneskesyn endnu engang er i takt med hvor meget mere bevidst man bliver om hvilken hverdag andre i verden har. Ikke alle har det så godt som vi har det i Danmark og ikke alle har så mange penge som jeg har, til trods for at jeg er på Su og dårligt har nok til huslejen når jeg kommer hjem.

Jeg har det sidste stykke tid læst en bog der hedder "A People´s history of the Vietnam War". Denne bog beskriver hvordan krigen er forløbet og beskriver i detaljer hvad der er sket, både politisk og menneskeligt, både optakten, under og efter krigen. Det har sat tingene en del i perspektiv for mig. Det er en meget rørende bog at læse midt mens man sidder på den lokale cafe og ser på de mennesker som har været og stadig til dels kan være påvirket af krigen. Havde jeg ikke læst denne bog, havde jeg stadig været bevidst om krigens rædsler og efter påvirkninger, men at beskæftige sig med noget så intenst (som at læse en bog om det) får det til at komme endnu tættere ind på livet. Ens perceptionsbriller bliver skærpet efter det og man tænker mere over de ting som ellers bare ville være et dagligdags syn i ens hverdag.

Ens menneskesyn bliver påvirket af de beslutninger man træffer og de beslutninger der bliver træffet på ens vegne. Hertil er vi i Danmark heldige at vi har så frie valg, intet er os umuligt hvis vi virkelig vil det. At se Danmark ud fra denne vinkel er også en slags menneskesyn som man i den grad har med sig hjem efter et ophold i en så anderledes kultur i 6 måneder.

Sao Mai´s menneske- og udvilklingssyn

Alt dette vil jeg i virkeligheden bruge til at sige noget om det jeg skal, altså menneskesynet i min institution Sao Mai. (jf. obligatioriske elementer i bloggen)

Det er på baggrund af denne lille smørre svært at sige noget om hvilket overordnet menneskesyn der er i institutionen. Alle er de påvirket af et eller andet og bliver det hele tiden. Ledelsen på Sao Mai er som den lovgivende magt og de dikterer hvad der skal laves og hvornår og overlader ikke meget tid til lærerinderne til selv at handle.

På den måde er menneskesynet i praksis i hverdagen ledelsens menneskesyn. De har stor respekt og forståelse for at børn med handicap og specielle behov har brug for særlig støtte og ikke udvikler sig i et lige tempo med alle andre. De kategoriserer meget og giver mange diagnoser. Om det er for egen eller forældrenes skyld ved jeg ikke, men begge grunde virker logiske i min forståelse af Sao Mai. Indenfor disse kategorier har jeg forståelsen af at de tror at børnene udvikler sig af en lige akse men i forskellige tempoer. Dette tyder undervisningsmetoderne i hvert fald på. Der tages fat samme sted hver gang og bliver så reciteret til det er forstået. Ud fra mit kendskab til andre institutioner indenfor normalområdet er dette samme forståelse de arbejder ud fra. Det kan lidt sammenlignes med begrebet "tankpasser-pædagogik", hvor børn anses som tomme kar der skal fyldes på.

Min lærerindes menneskesyn

Jeg har fra start af haft en meget god kontakt med min lærerinde (Hovedlærerinden). Hun skulle i starten lige se mig an og se hvordan jeg arbejde og var sammen med børnene, da dette var langt fra den måde lærerinderne interagerer med dem på. (sætte sig på gulvet, give kram og fuld opmærksomhed til deres fortællinger, vel vidende at jeg ikke forstår en brik).

Med tiden har det virket som om at hun har fået øjnene op for mange at de ting som jeg har gjort og har kunne se at det har gavnet og gjort en forskel.

Selvflgelig er jeg ofte blevet rettet på, og har fået at vide hvordan jeg skal gøre og hvordan jeg ikke skal gører. Men samtidig har hun også været meget interesseret i min viden ("Den uddannede fra Udlandet") og har flere gange forsøgt at spørge ind til hvordan og hvorfor. Gennem breve vi har fået oversat har vi kunne kommunikerer og jeg har kunne give hende forklaringer på de spørgsmål hun har haft til mig. Dette har været spørgsmål om alt fra "Hvorfor gør han sådan" "Hvad skal vi stille op med ham?" "er det normalt at han reagerer sådan?" "gør i også sådan i Danmark?".

På denne måde har hun vist at hun har været meget interesseret i at udvikle sig og få ny viden. Hun er bevidst om at der er flere måder at arbejde med børn på og hun vil gerne finde den der fungerer bedst for de børn hun er sammen med. Dette viser at hun har et meget åbent menneske og udviklingssyn og giver mulighed for at der er flere sandheder end blot dem der bliver lærerinderne påduttet. Hvis alle lærerinderne var som hende, og hvis ledelsen gav lov, ville Sao Mai være et meget bedre sted at være for et barn.

Vietnamesisk menneskesyn

Kultur er i høj grad med til at skabe et menneskesyn. Sjældent får man fornemmelsen af at den generelle vietnameser går rundt og er sur over sin tilværelse. I den vietnamesiske kultur er der siden krigens afslutning skabt en stor kløft mellem rig og fattig og den bliver i dagens vietnam kun større og større. På mange punkter virker det til at det er "suvival of the fittest", trods der er mange hjælpende instanser.

På denne måde er der mange rigtig fattige, der hver dag kæmper for at få til dagen og vejen. De skyder ikke skylden på andre for deres dårlige situation, men accepterer at det er sådan og kæmper for at ændre det.

Derudover er det også en stor del af kulturen at man skal vise rem hvad man har, har man råd til en Iphone, så har man sådan en og skildre gerne med det. Udadtil skal det hele være så perfekt som muligt og der skal helst ikke kunne sættes en finger på noget. Dette kan måske også fobindes til det at Vietnamesere ikke græder eller viser følelser. De grinder hellere hvis man i et spørgsmål rammer et ømt punkt. Det ikke at tabe ansigt er noget af det vigtigste.

Måske er mit syn på Vietnameserne påvirket af at jeg elsker denne kultur og menneskerne i den, men vietnameserne er generelt fyldt med gåpåmod, ihærdighed og kampgejst. Dog er dette i sammenblanding med deres meget meget afslappede livsstil.

(alt dette er antagelser ud fra mine oplevelser og samtaler og ikke begrundet i noget teoretisk)

EN pinlig oplevelse der ændrede mit syn og forståelse

Jeg havde på et tidspunkt en oplevelse som jeg lidt har lyst til at dele i denne sammenhæng.

Lige da jeg var ankommet til Vietnam skal man jo lige ud af turistboblen før man rigtig falder til. Men altså, inde i denne turistbobbel kan man jo købe alt mulig turistskrammel. EN af tingene er en rød T-shirt med en gul stjerne på midten. Dette er Vietnams flag efter krigen, hvor jo kommunisterne sejrede over syd og Amerika. "Denne T-shirt er da sjov at have når nu man en dag har været her i et halvt år, det er jo Vietnam"

Meget hurtigt havde jeg ikke rigtig lyst til at gå med den fordi man med den bare udstråler "Turist - tag røven på mig", men gik primært ikke med den af den grund.

En dag havde jeg så ikke rigtig mere rent tøj og endte med at tage denne T-shirt på vej til arbejde. Normalt går jeg gennem samme gade hver morgen og de lokale er vant til at se mig og hilser på pænt på mig. Denne dag var alt dog anderledes. Den imødekommende fornemmelse og de anerkendende blikke blev skiftet ud med et blik på min T-shirt og et nedladende blik med øjnene. Jeg følte mig simpelthen så dårlig tilpas. På vej hjem den dag tog jeg den ikke på, men tog hjem i min lyserøde uniform fra arbejdet.

Hvorfor? Vietnam er et kommunistisk land og det er måden de er kommet ud af krigen, det var kommunisterne der sejrede og alle var glade. Men her 35 år efter  er det stadig kommunismen der styre landet og befolkningen har ikke siden haft mulighed for at vælge anderledes. Det er tilladt at starte et andet parti, men det er ikke muligt at komme til magten, hvis man ikke er kommunist. Det er ikke sikkert at alle stadig er lige tilfredst med dette, det har jo ikke selv haft en valg. Dertil skal det jo også huskes at langt fra alle dengang var kommunister, men de bestemmende magter og de mest organiserede var.  Så ikke alle i befolkningen i dag er nødvendigvis tilfredse med stadig at have dette politiske magtstyre. 

Og her kommer jeg så gående og direkte lyser dem op i hoved med deres politiske tilstand. Jeg som har gået den tur så mange gange og boet her så længe, ved ikke bedre end at skulle tvære dem i hoved med at de ikke kan vælge andet, selv hvis de ville.

På baggrund af denne oplevelse og min læsning af bogen tidligere omtalt, har jeg endnu engang ændret mig egen syn og mine egne handlinger. Det er dette der lige præcis er essensen ved forholdet mellem et menneskesyn og et udviklings syn i mine øjne. Det ændre sig hele tiden og det skal hele tiden ændre sig.

Selvfølgelig er det vigtigt som grundforestilling at et menneskesyn er grundfæstet i respekt og næstekærlighed osv. Men denne del af det synes for mit vedkommende på nuværende tidspunkt giver bedre mening af beskæftige sig med. 

Mit pædagogiske projekt

Vi havde alle en meget hård opstart på Sao Mai. Vi fik ikke en velkomst der hjalp på at vi ville komme til at føle os hjeme her, derimod blev vi overladt til at være i forskellige klasser hvor ingen af lærerinderne snakker engelsk. Allerede her er det rigtig meget op af bakke at komme til at lave et pædagogisk projekt af nogen form, når man ikke kan samtale og forklare hvad, hvorfor og hvordan man vil arbejde. Eller overhoved forklarer hvorfor man er der, f.eks. At man ikke er volontør, men pædagogstuderende. Hvorvidt lærerinderne vidste det er mig stadig en gåde, da kommunikationen til ledelsen heller ikke har været den mest udbytterige.

Det gjaldt derfor så hurtigt som muligt ikke at se dette som værende totalt umuligt, men som at være en god udfordring som jo nok på den ene eller anden måde ville ende med at lærer mig noget nyt som jeg ikke var forberedt på, hvilket jeg nu kan sige at det bestemt har været.

Opstart:

Ret hurtigt efter at jeg var startet i klassen blev jeg spurgt om jeg ikke ville undervise en af drengene. Han var den bedste i klasse og i forhold til de andre har han et meget godt verbalt talesprog. Det viste sig senere at lærerinderne havde rigtig svært ved at lærer ham noget nyt, da de ikke kunne få ham til at interesserer sig for det og at han derfor "gjorde sig umulig".

Undervisningen skulle så foregå ved at jeg og drengen kaldt Gia Huy fik vores eget bord hvor vi så skulle sidde og jeg undervisse ham.  Denne "slags" undervisning havde vi to gange en halv time om dagen.

Lærerinderne havde selvfølgelig mange ting som de gerne ville at jeg skulle undervise ham i, bla at tegne, lave streger, klippe og klistre, dette var derfor der jeg startede. Når lærerinderne underviser skal alt gerne være perfekt og de med at lade barnet selv sidde g lege med tingene er ikke en naturlig del af læringen, perfektionisme er i højsædet.  Gia Huy og jeg brugte så et par dage på at lege, men jeg havde på fornemmelsen af lærerinderne ikke var helt tilfredse med vores leg og ikke perfekte resultater og det begyndte også hurtigt at kede ham en del. Jeg tror at det simpelthen var for let for ham og han derfor ikke blev nok udfordret mentalt, men kedede sig.

Det eneste jeg havde lært på vietnamesisk på det tidspunkt var tallene, så der forsøgte vi os så at tage fat. Jeg fandt hurtigt ud af at han kunne dem som en remse og ikke forstod mængdedelen af de med tal, så her åbnede der sig en god mulighed for at give ham nogle udfordringer i at lærer det på en sjov måde.

Jeg vil nu beskrive hvordan jeg har arbejder med at undervise Gia Huy på forskellige måder og udviklingen gennem de 6 måneder.

Jeg vil fokuserer på denne dreng, men med tiden i klassen er jeg også kommer til at undervise andre på samme måde, tilpasset til det enkelte barn, nogle på lavere niveau end andre. 

Step 1 - Tal - mængder - blomster

Da det hurtigt gik op for mig at Gia Huy kun kendte tallene for rækkefølgen startede jeg med at finde nogle kort med tal som vi så skulle lægge i rigtige rækkefølge og derefter placerer kort med antal prikker ved de rigtige tal. For at slå denne mængde rigtig fast, brugte vi også blomster hvor han skulle lægge det rigtige antal blomster til tallene.

Til tider for at differentierer det legede vi også med farverne på blomsterne (da jeg havde lært dem) og legede forskellige lege, primært opfundet af Gia Huy.

Jeg var hele tiden meget fokuseret på at ham skulle have det sjovt og derved finde hans movitation til at udfordre ham yderligere, så jeg vekslede mellem det kendte sjove og noget nyt. Sådan har jeg arbejdet hele vejen igennem og på den måde aldrig sprunget for langt væk fra det gamle.

Her i starten har det voldt mig rigtig mange udfordringer at jeg ikke har kunne kommunikerer med ham. Jeg har hurtigt fundet de rette ord til at få undervisningen til at fungerer "hvad er dette?", "Hvor mange er det?" osv. Men den pædagogiske del af det har været mere udfordret, da man jo normalt ville guide verbalt til at give barnet en forståelse.

Step 2 - Memorygame - Ludo

Da vi ligesom havde godt styr på mængderne gennem forskellige øvelser, lege osv. Introducerede jeg ham for mere strukturerede lege. Dette for at udfordre ham, men også med den bagtanke at jeg gerne ville lave et bærerdygtigt undervisningsform for lærerinderne og give dem nye ideer til hvordan man kan undervise kreativt. De er generelt meget kreative mht undervisningsmaterialer, det er alt sammen noget de selv har lavet og tegner. Men det er altid ting som er blevet dem påduttet fra oven på en eller anden måde, der er altså meget der kan tilføjes.

Memorygamet bestod af tal og mængder som vi skulle finde i sæt af to og to. Det med reglerne tog lid tid, eftersom at min lærerinde i god vilje forsøgte at hjælpe, men uden at have forstået reglerne med at vente på tur og kun at vente to brikker af gangen, trods at de ikke passer sammen. Med hjælp fra de få ord jeg havde tillært mig fik jeg dog lært de "rigtige" regler til Gia huy og senere også til to andre børn så vi kunne spille sammen. 

Læringen i dette spil er at kende mængden i forhold til tallet. Det pædagogiske er at være sammen om det og vente på tur og accepterer at der er andre der kan ende med at få det stik man gerne selv vil have (Gia Huy var helt pjattet med tallet 3 sammen med 3 drager (Ba Kaisio) - så dette tog sin tid, da jeg i starten gav ham lov til at finde denne først, da han så lettere kunne følge reglerne for resten af tiden)

Den kognitive udfordring i dette er at man bliver udfordret til at huske hvor de forskellige brikker ligger henne.

Senere for at få lidt ny adspredelse, forsøgte jeg mig med et ludospil. Jeg har fået et rigtig godt forhold til en af volontørene på Sao Mai, som er der et år, hun udnerviser også på samme måde og vi har derfor sparet en del med hinanden. Hun havde lavdet et ludospil som jeg så lånte for at se om det var noget jeg kunne bruge til de børn i min klasse.

Dette var ca. samme udvikling som med mit memorygame, blot med ikke ligeså meget interesse.  Dog viste min lærerinde så stor interesse i det at jeg ofte blev bedt om at spille ludo med halvdlen af klassen.  I samarbejde med min lærerinde lavede vi også vores eget ludospil, hvor der både var mulighedder for at bruge tal og farver alt efter hvilke børn der var med og deres kedskab til enten det ene eller det andet. (primært brugte vi farver, da de andre børn ikke har forståelse for tal og mængder og blot er ved at lærer farver). Selve samabejder med at lave dette brætspil er et kapitel for sig, men dog meget spændende oplevelse at skulle lave et færdigt produkt uden at snakke samme sprog.

Det som Gia Huy og The Nam - de to drenge som jeg på dette tidspunkt fast underviser, viste meget stor interesse i terningerne i spillet - primært dem med tal. Derfor tog jeg skridtet videre og var ude og købe flere terninger for at finde ud af hvordan vi kunne bruge disse til noget sjovt.

Step 3 - Skrive tal - bruge leg, terninger og farver

De to drenge er blevet så gode til at kende tallene, mængderne osv. Men det med at skrive dem selv var lige lovlig meget. Jeg havde gennem noget tid forsøgt i meget små doser at se hvor langt de var i forhold til at skrive dem. Lærerindern underviser ofte i at børnene skal lærer at lave lige streger mellem to prikker, så dette var et koncept som de kendte. Dertil lavde jeg bare mange prikker som formede de tal som de skulle skrive, men det var ikke altid lige sjovt synes drengene.

Med terningerne udviklede jeg nu en leg, hvor de skulle kaste med en terning og så skrive det skal som det viste. På denne mådeblev det rigtig sjovt at skulle skrive tallene.  Dog er der på en terning kun op til 6 og derfor lavede jeg et skema med flere tal, hvor de skulle tælle øjnene på to terninger sammen. Pludselig havde vi gang i at regne og derfra tog det ene skridt det andet og drengene kan nu regneog skrive.

Udfordringerne:

Det har været noget af en rejse når jeg nu på denne måde beskriver fremgangsmåden i mit pædagogiske projekt. Men det har hele tiden været på drengenes egne initiativer og interesser at vi har arbejdet os videre fra det ene og til det andet.

En af de største udfordringer har været at jeg ikke har kunne bruge sproget til at sige "nu prøver vi først lige dette her og så gør vi det andet". I det pædagogiske arbejde derhjemme guider vi altid børn verbalt og bruger gerne flere sanser på en gang.  (audiotiv, taktilt og visuelt).

På denne måde har jeg mødt mange udfordringer i forløbet, som har fået mig til at skulle tænke kreativt. På denne måde har jeg fået udfordret mine pædagogiske evner og blevet meget bevidst om hvordan jeg arbejder i Danmark, da jeg pludselig ikke har haft de samme redskaber her.

Rejsebrev om det at være i praktik i udlandet

Solen skinner fra en klar himmel og lugten af gadekøkkenet går direkte i næsen som en blanding af kogt kød og sved. Ned fra min pande drypper dagens første svedperle og jeg er ikke i tvivl om at det bliver en lummer dag. Temperaturen er kun på 36 grader, men luftfugtigheden sørger for at gøre fornemmelsen endnu varmere. Gaden er fyldt med motorbikes der kæmper for at komme først. Hensyn og hjælpsomhed er noget der kendetegner vietnamesere, men ikke i trafikken. Her er der dagligt flere millioner motorbikes der skal sno sig gennem millionbyen Hanoi. Tager man hensyn, så møder man sjældent til tiden. 
Til trods for denne mentalitet kører de dog pænt, de efterlader bare ingen smuthuller til kørertøjet bagved og de holder ikke tilbage for dem der skal krydse, men viger hellere udenom.

Allerede nu beslutter jeg mig for at til eftermiddag vil jeg tage en motorbiketaxa hjem, så jeg kan blive luftet rigtig godt igennem efter en lang dag. 

Da jeg ankommer til min praktik skifter jeg først til arbejdstøjet som er en lyserød uniform, som alle lærerinderne på Sao Mai Morningstar Center har på. Da jeg træder ind i klassen bliver jeg budt velkommen af børn der skriger Xin Chao af deres lunger fulde kraft. Ikke alle børnene kan tale, da det er en skole for Autister og andre udviklings forstyrrelser, men alle viser glæde ved at se mig igen denne morgen. Det er en dejlig start på dagen. Jeg underviser hver dag to af drengene i numre, farver osv. På vietnamesisk og vi har gennem tiden udviklet et rigtig godt samarbejde hvor vi leger os til at lærer noget nyt, så ingen af os kan vente til klokken ringer og vi kan komme i gang med at spille spil. 
Dog ikke alle dage er så nemme og dejlige som det lyder, til tider kan det også være hårdt at skulle leve og arbejde i en kultur som er så forskellig fra det man kender derhjemmefra. Menneskesynet, kulturforståelsen og den generelle levemåde er så forskelligt og når man tilmed ikke kan sproget og lærerinderne ikke kan engelsk, så er det til tider op af bakke. Men med velvilje, kulturforståelse, respekt og lidt humor kommer man langt og den gensidige forståelse, kommunikation og arbejde bliver bedre for alle parter. Man skal ikke regne med at kunne redde verden eller kunne ændre fundamentale vilkår for børnene. Men man kan håbe at man ved fælles indsats kan komme hinanden nærmere og gensidig lærer af kulturmødet. 

At rejse ud i verden og bosætte sig i et halvt år er ikke lutter eventyr og gode historier, det er udfordringer i bunkevis, men det er udfordringerne der gør en stærkere og får en til at se verden på en ny måde, det er dem man lærer af. 
Hjemmefra kan man forberede sig på alt hvad man kan tænke sig til, men man kan ikke forberede sig på alt. Det man tror hjemmefra vil blive det letteste at overkomme, kan ende at blive det sværeste. Og det man ikke ser for at være uoverkommeligt kan ende med at blive det der fylder mest. 

At tage på studieophold er den fedeste måde at opleve verden på, da det giver mulighed for at være i en kultur og ikke blot at rejse igennem. Kun ved at opleve en kultur på denne måde og have en kulturforståelse der giver plads til det, kommer man tættere på det man i virkeligheden gerne vil vide og opleve, eller måske noget helt andet. For det der er ved at rejse er at, man ved aldrig hvad man kommer til at opleve og man kan forberede sig på det hele hjemmefra, men kun bygningerne der er beskrevet i guidebogen er præcis som det er forventet. 
Gennem rejse bliver man klog, men ved refleksion og selvindsigt bliver man klogere.

Fra totalinstitution - Til udfordringer - Til paradis - i samme land!

Efter at have arbejdet på Sao Mai i et stykke tid er man begyndt at falde til og ikke længere have de helt store forundringer over hvordan de udfører pædagogisk arbejde i praksis. Jeg er stadig fuld bevidst om mine egen normer og værdier, men de er begyndt at flyde mere og mere sammen med de vietnamesisk. På en eller anden måde har jeg i samarbejde med lærerinderne formået at smelte vores to praksisser sammen til en sammenhængende dag. Det er ikke ligeså "vietnamesisk" i mine øjne og jeg er nok ikke ligeså "dansk" i deres.

Jeg ved at Sao Mai er lidt af en ener på området og at der er de institutioner der er meget meget værre. Kulturen har længe i Vietnam været sådan at det at være udviklingshæmmet er noget der bliver set ned på og familierne forsøger derfor så vidt muligt at gemme deres udviklingshæmmede børn af vejen. Dertil har staten sådan nogle institutioner. Fra anden hånd har jeg fået en fortælling om en institution hvor de handicappede i alle aldre bliver låst fast til deres seng i et rum med en masse andre og lever så deres liv der. Det er kun når de meget meget få frivillige på stedet tager dem med på en lille gåtur at de kommer fri.

Behandlingen af handicap fungerer på meget primitiv vis og spasticitet skal brydes. Dette kan foregå ved at lægge pres på et spastisk ben for at strække det ud eller binde armene fast i loftet. Der er steder der er så grumme i deres uvidenhed og menneskebehandling at jeg faktisk er meget godt tilfreds med ikke at have set det selv.

Min hverdag

Bom bom, så skal dette indlæg så lige handle om min hverdag… Tja, det er jo hverdag og derfor besværligt at beskrive, men jeg skal da gøre et forsøg..

Jeg står op hver dag kl. halv syv, tager mig et bad og indtager derefter morgenmaden og morgenkaffen på taget med udsigt over søen, hvor Vietnameserne for længst er begyndt på dagens gerninger samt ikke mindst deres daglig motion. Sidstnævnte består af at gå rund om søen og svinge med armene, hvorefter man kan stå lidt stille og lave forskellige øvelser af mere eller mindre tvivlsom art.
Dog er der også organiseret motionsklubber. Heriblandt en latterklub hver morgen kl. 6. Dette er nok også grunden til at jeg er så tidligt oppe, det er nemlig ret meget lige ude foran mit vindue det foregår.

Jagten på den store bog om de rigtige svar om pædagogik??

Jeg har gennem de sidste to måneder hver dag undervist en af drengene i klassen, den dygtigste af eleverne. Han både snakker vietnamesisk og har forståelse for at jeg ikke gør. Jeg har undervist ham i  farver, tal, mængder. Det har han nu fuldstændig styr på og vi er derfor gået videre til et nyt emne med at skrive tallene. Vi har haft det rigtig godt med hinanden og haft det sjovt i vores undervisning, men her ender morskaben så også. Han er nu ugidelig og gider overhoved ikke gøre hvad jeg forsøger at lave med ham af aktiviteter. Han vil helle lege de lege som han kender og som han er god til. I perspektivet hernede er det dog ikke i orden. Det forventes at han skal lærer noget nyt, når nu han er så dygtig og jeg jo er vestligt uddannet osv.

Den anden dag sad jeg og var ved at gå ud af mit gode skind af irritation over hans manglende respekt for mig og mine mange forgæves forsøg på nye læring. Jeg nået at tænke at nu kan jeg ikke mere, jeg bliver nød til at have lærerindernes hjælp for at få hans opmærksomhed og opbakning i det fælles projekt. To minutter efter kommer lærerinden over og skriver ned på vietnamesisk to spørgsmål til mig. Jeg går op til Ms. Phoung på kontoret og får det oversat:

Workshops i institutionerne

Efter blot små to måneder i praktik skulle vi afholde workshop. Konceptet er at vi skal lave en workshop for lærerinderne på institutionen om et pædagogisk emne som vi mener at de ville kunne have glæde af at blive introduceret til. Udfordringer har her været at finde et emne som kunne passe ind i deres praksis, være gavnlig og have den kulturelle forskel for øje. Altså ikke at skulle lave om på alt hvad de gør for at få det til at blive så ”rigtig dansk som muligt”. Selvom vi mener at der er ting som de gør helt forkert i vores øjne, må man også huske at se situationen ud fra deres perspektiv.

En af de store udfordringer i at skulle lave en sådan workshop er også at skulle formidle en teoretisk viden om et emne til andre, der har et helt andet udgangspunkt end en selv. Deres teoretisk forståelse er ikke på højde med vores og deres kulturelle forforståelser er helt anderledes end vores, hvilket gør deres forståelse endnu mere anderledes. Derved skal vi formidle vores viden, men gøre den brugbar i deres kontekst. Det må faktisk sige at være noget af en udfordring, hvis man virkelig går i dybden med at tænke tingene igennem. Det er nok en af de større teoretisk pædagogikske udfordringer vi møder gennem uddannelsen indenfor kulturformidling og forståelse, men også en af de mere spændende.