Efter at have
arbejdet på Sao Mai i et stykke tid er man begyndt at falde til og ikke længere
have de helt store forundringer over hvordan de udfører pædagogisk arbejde i
praksis. Jeg er stadig fuld bevidst om mine egen normer og værdier, men de er
begyndt at flyde mere og mere sammen med de vietnamesisk. På en eller anden
måde har jeg i samarbejde med lærerinderne formået at smelte vores to
praksisser sammen til en sammenhængende dag. Det er ikke ligeså
"vietnamesisk" i mine øjne og jeg er nok ikke ligeså
"dansk" i deres.
Jeg ved at Sao Mai
er lidt af en ener på området og at der er de institutioner der er meget meget
værre. Kulturen har længe i Vietnam været sådan at det at være udviklingshæmmet
er noget der bliver set ned på og familierne forsøger derfor så vidt muligt at
gemme deres udviklingshæmmede børn af vejen. Dertil har staten sådan nogle
institutioner. Fra anden hånd har jeg fået en fortælling om en institution hvor
de handicappede i alle aldre bliver låst fast til deres seng i et rum med en
masse andre og lever så deres liv der. Det er kun når de meget meget få
frivillige på stedet tager dem med på en lille gåtur at de kommer fri.
Behandlingen af
handicap fungerer på meget primitiv vis og spasticitet skal brydes. Dette kan
foregå ved at lægge pres på et spastisk ben for at strække det ud eller binde
armene fast i loftet. Der er steder der er så grumme i deres uvidenhed og
menneskebehandling at jeg faktisk er meget godt tilfreds med ikke at have set
det selv.
