Efter at have
arbejdet på Sao Mai i et stykke tid er man begyndt at falde til og ikke længere
have de helt store forundringer over hvordan de udfører pædagogisk arbejde i
praksis. Jeg er stadig fuld bevidst om mine egen normer og værdier, men de er
begyndt at flyde mere og mere sammen med de vietnamesisk. På en eller anden
måde har jeg i samarbejde med lærerinderne formået at smelte vores to
praksisser sammen til en sammenhængende dag. Det er ikke ligeså
"vietnamesisk" i mine øjne og jeg er nok ikke ligeså
"dansk" i deres.
Jeg ved at Sao Mai
er lidt af en ener på området og at der er de institutioner der er meget meget
værre. Kulturen har længe i Vietnam været sådan at det at være udviklingshæmmet
er noget der bliver set ned på og familierne forsøger derfor så vidt muligt at
gemme deres udviklingshæmmede børn af vejen. Dertil har staten sådan nogle
institutioner. Fra anden hånd har jeg fået en fortælling om en institution hvor
de handicappede i alle aldre bliver låst fast til deres seng i et rum med en
masse andre og lever så deres liv der. Det er kun når de meget meget få
frivillige på stedet tager dem med på en lille gåtur at de kommer fri.
Behandlingen af
handicap fungerer på meget primitiv vis og spasticitet skal brydes. Dette kan
foregå ved at lægge pres på et spastisk ben for at strække det ud eller binde
armene fast i loftet. Der er steder der er så grumme i deres uvidenhed og
menneskebehandling at jeg faktisk er meget godt tilfreds med ikke at have set
det selv.
På baggrund af denne
tanke er Sao Mai et fantastisk sted. Her kæmper Dr. Lan virkelig for at sikre
en bedre behandling end den der tilbydes. Hun har arbejdet stedet op fra bunden
af og kæmper for at få det til at løbe rundt. Hun uddanner selv lærerinderne og
skriver derved kontrakt med dem for rigtig mange år af gangen. Hun arbejder
meget med udenlandske organisationer som støtte uddannelsen af lærerinderne og
som sender frivillige volontører herned for at arbejde. Det er virkelig et
imponerende stykke arbejde, trods at det på ingen måde kan leve op til danske
standarter og værdier. Efter at have arbejdet her er jeg ikke i tvivl om at
mange at deres arbejdsgange bliver meget udfordrede af deres manglende viden og
dermed handlemuligheder i forhold til de enkelte børn. Derudover er ledelsen i
mine øjne med til at stille ekstra mange krav til lærerinderne som de kæmper
for at leve op til. I min klasse gør de det faktisk rigtig rigtig godt og gør
rigtig meget brug af min tilstedeværelse ved at spørge mig til råds. Desværre
tror de at jeg er i stand til at afhælpe alle de problemer de har med børnene
og jeg kæmper nu en kamp for at forklarer dem at sådan noget tager tid og
tålmodighed.
I denne optik har
jeg nu fået mit syn på Sao Mai som et virkelig fantastisk alternativ til børn
med handicap, men det var altså indtil jeg tog på institutionsbesøg på Albert
Einstein School. Dette er en skole for autistiske børn i Hanoi. Den at
grundlagt i 2007 af to forældre der selv havde har autistiske børn og ikke
synes at nogle skoler i Vietnam kunne leve op til deres krav og forventninger,
derfor startede de deres egen skole.
Dette må siges at
være den bedste skole der findes for autister i Vietnam, det er vi simpelthen
ikke i tvivl om. Det var så fantastisk et sted, hvor man helt sad og kunne ikke
forstå at vi stadig var i Vietnam.
På skolen går der 12
børn og 8 lærer. Skolen er oprettet af to mødre som ikke mente at der var et
godt nok tilbud til deres børn med autistdiagnoser. Derfor har de selv valgt at
starte denne skole. Den er derfor privat og får ingen offentlige midler, hvilket
gør at det så er forældrene der skal betale for det hele. Dette betyder jo så
også at det kunne er de rigeste der har råd til at sende deres børn her.
Børnene er spredt på
en alder mellem 6 og 18 år. Der er 6 kvindelige lærerinder og 2 mandlige lærer.
De fleste er uddannede lærer og andre har vist læst psykologi.
Børnene kommer hver
morgen kl. 8 og er der til kl. 16.30. Dagen er struktureret med noget
fællesundervisning, gymnastik og en til en undervisning. Vi var der en hel eftermiddag og fik lov til
at observerer alle dimensioner. På hele skolen herskede der en meget rar og
rolig stemning af glade og tilfredse børn, der blev anerkendt. På Sao Mai har
jeg set glade børn, langt fra hele tiden, men for det meste. Men her var der
intet andet end lykkelige børn.
Efterfølgende ville
stifteren Yen og to af hovedlærerinderne gerne have vores kommentarer til deres
arbejde. Det viste sig at de havde en masse spørgsmål parat og vi var pludselig
de vide eksperter på området der kunne lærer dem en masse nyt. De spurgte meget
ind til hvordan vi i Danmark arbejdede med målgruppen og hvordan vi mente at de
skulle arbejde videre (fx med de ældste af børnene, hvor de ikke længere vidste
hvad de skulle lærer dem). Vi forsøgte på bedste vis at svarer og fortælle ud
fra vores erfaringer, hvilket de meget interesseret spurgte ind til og skrev
noter ned om. Det var en rigtig sjov og udfordrende oplevelse pludselig at
blive betragtet som eksperter på et område, når man stadig føler sig klar til
at lærer meget mere hele tiden. Denne institution kan på rigtig mange områder
sammenlignes med en dansk institution.
Efter denne
oplevelse har jeg endnu engang fået et nyt syn på tilværelsen hernede. Det er
lidt som jeg skriver i overskriften en kultur der rummer det Danmark har gået
igennem på 50 år, men på en og samme tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar