Rejsebrev om det at være i praktik i udlandet

Solen skinner fra en klar himmel og lugten af gadekøkkenet går direkte i næsen som en blanding af kogt kød og sved. Ned fra min pande drypper dagens første svedperle og jeg er ikke i tvivl om at det bliver en lummer dag. Temperaturen er kun på 36 grader, men luftfugtigheden sørger for at gøre fornemmelsen endnu varmere. Gaden er fyldt med motorbikes der kæmper for at komme først. Hensyn og hjælpsomhed er noget der kendetegner vietnamesere, men ikke i trafikken. Her er der dagligt flere millioner motorbikes der skal sno sig gennem millionbyen Hanoi. Tager man hensyn, så møder man sjældent til tiden. 
Til trods for denne mentalitet kører de dog pænt, de efterlader bare ingen smuthuller til kørertøjet bagved og de holder ikke tilbage for dem der skal krydse, men viger hellere udenom.

Allerede nu beslutter jeg mig for at til eftermiddag vil jeg tage en motorbiketaxa hjem, så jeg kan blive luftet rigtig godt igennem efter en lang dag. 

Da jeg ankommer til min praktik skifter jeg først til arbejdstøjet som er en lyserød uniform, som alle lærerinderne på Sao Mai Morningstar Center har på. Da jeg træder ind i klassen bliver jeg budt velkommen af børn der skriger Xin Chao af deres lunger fulde kraft. Ikke alle børnene kan tale, da det er en skole for Autister og andre udviklings forstyrrelser, men alle viser glæde ved at se mig igen denne morgen. Det er en dejlig start på dagen. Jeg underviser hver dag to af drengene i numre, farver osv. På vietnamesisk og vi har gennem tiden udviklet et rigtig godt samarbejde hvor vi leger os til at lærer noget nyt, så ingen af os kan vente til klokken ringer og vi kan komme i gang med at spille spil. 
Dog ikke alle dage er så nemme og dejlige som det lyder, til tider kan det også være hårdt at skulle leve og arbejde i en kultur som er så forskellig fra det man kender derhjemmefra. Menneskesynet, kulturforståelsen og den generelle levemåde er så forskelligt og når man tilmed ikke kan sproget og lærerinderne ikke kan engelsk, så er det til tider op af bakke. Men med velvilje, kulturforståelse, respekt og lidt humor kommer man langt og den gensidige forståelse, kommunikation og arbejde bliver bedre for alle parter. Man skal ikke regne med at kunne redde verden eller kunne ændre fundamentale vilkår for børnene. Men man kan håbe at man ved fælles indsats kan komme hinanden nærmere og gensidig lærer af kulturmødet. 

At rejse ud i verden og bosætte sig i et halvt år er ikke lutter eventyr og gode historier, det er udfordringer i bunkevis, men det er udfordringerne der gør en stærkere og får en til at se verden på en ny måde, det er dem man lærer af. 
Hjemmefra kan man forberede sig på alt hvad man kan tænke sig til, men man kan ikke forberede sig på alt. Det man tror hjemmefra vil blive det letteste at overkomme, kan ende at blive det sværeste. Og det man ikke ser for at være uoverkommeligt kan ende med at blive det der fylder mest. 

At tage på studieophold er den fedeste måde at opleve verden på, da det giver mulighed for at være i en kultur og ikke blot at rejse igennem. Kun ved at opleve en kultur på denne måde og have en kulturforståelse der giver plads til det, kommer man tættere på det man i virkeligheden gerne vil vide og opleve, eller måske noget helt andet. For det der er ved at rejse er at, man ved aldrig hvad man kommer til at opleve og man kan forberede sig på det hele hjemmefra, men kun bygningerne der er beskrevet i guidebogen er præcis som det er forventet. 
Gennem rejse bliver man klog, men ved refleksion og selvindsigt bliver man klogere.