Menneske- og udviklingsyn

Menneskesyn og udviklings syn er ikke bare noget man har - det er noget man udvikler.

Min synsvinkel på vietnamesernes menneskesyn har såvel også udviklet sig jo længere tid man lever, bor og arbejder i kulturen. Det der for alvor har ændret mit menneskesyn endnu engang er i takt med hvor meget mere bevidst man bliver om hvilken hverdag andre i verden har. Ikke alle har det så godt som vi har det i Danmark og ikke alle har så mange penge som jeg har, til trods for at jeg er på Su og dårligt har nok til huslejen når jeg kommer hjem.

Jeg har det sidste stykke tid læst en bog der hedder "A People´s history of the Vietnam War". Denne bog beskriver hvordan krigen er forløbet og beskriver i detaljer hvad der er sket, både politisk og menneskeligt, både optakten, under og efter krigen. Det har sat tingene en del i perspektiv for mig. Det er en meget rørende bog at læse midt mens man sidder på den lokale cafe og ser på de mennesker som har været og stadig til dels kan være påvirket af krigen. Havde jeg ikke læst denne bog, havde jeg stadig været bevidst om krigens rædsler og efter påvirkninger, men at beskæftige sig med noget så intenst (som at læse en bog om det) får det til at komme endnu tættere ind på livet. Ens perceptionsbriller bliver skærpet efter det og man tænker mere over de ting som ellers bare ville være et dagligdags syn i ens hverdag.

Ens menneskesyn bliver påvirket af de beslutninger man træffer og de beslutninger der bliver træffet på ens vegne. Hertil er vi i Danmark heldige at vi har så frie valg, intet er os umuligt hvis vi virkelig vil det. At se Danmark ud fra denne vinkel er også en slags menneskesyn som man i den grad har med sig hjem efter et ophold i en så anderledes kultur i 6 måneder.

Sao Mai´s menneske- og udvilklingssyn

Alt dette vil jeg i virkeligheden bruge til at sige noget om det jeg skal, altså menneskesynet i min institution Sao Mai. (jf. obligatioriske elementer i bloggen)

Det er på baggrund af denne lille smørre svært at sige noget om hvilket overordnet menneskesyn der er i institutionen. Alle er de påvirket af et eller andet og bliver det hele tiden. Ledelsen på Sao Mai er som den lovgivende magt og de dikterer hvad der skal laves og hvornår og overlader ikke meget tid til lærerinderne til selv at handle.

På den måde er menneskesynet i praksis i hverdagen ledelsens menneskesyn. De har stor respekt og forståelse for at børn med handicap og specielle behov har brug for særlig støtte og ikke udvikler sig i et lige tempo med alle andre. De kategoriserer meget og giver mange diagnoser. Om det er for egen eller forældrenes skyld ved jeg ikke, men begge grunde virker logiske i min forståelse af Sao Mai. Indenfor disse kategorier har jeg forståelsen af at de tror at børnene udvikler sig af en lige akse men i forskellige tempoer. Dette tyder undervisningsmetoderne i hvert fald på. Der tages fat samme sted hver gang og bliver så reciteret til det er forstået. Ud fra mit kendskab til andre institutioner indenfor normalområdet er dette samme forståelse de arbejder ud fra. Det kan lidt sammenlignes med begrebet "tankpasser-pædagogik", hvor børn anses som tomme kar der skal fyldes på.

Min lærerindes menneskesyn

Jeg har fra start af haft en meget god kontakt med min lærerinde (Hovedlærerinden). Hun skulle i starten lige se mig an og se hvordan jeg arbejde og var sammen med børnene, da dette var langt fra den måde lærerinderne interagerer med dem på. (sætte sig på gulvet, give kram og fuld opmærksomhed til deres fortællinger, vel vidende at jeg ikke forstår en brik).

Med tiden har det virket som om at hun har fået øjnene op for mange at de ting som jeg har gjort og har kunne se at det har gavnet og gjort en forskel.

Selvflgelig er jeg ofte blevet rettet på, og har fået at vide hvordan jeg skal gøre og hvordan jeg ikke skal gører. Men samtidig har hun også været meget interesseret i min viden ("Den uddannede fra Udlandet") og har flere gange forsøgt at spørge ind til hvordan og hvorfor. Gennem breve vi har fået oversat har vi kunne kommunikerer og jeg har kunne give hende forklaringer på de spørgsmål hun har haft til mig. Dette har været spørgsmål om alt fra "Hvorfor gør han sådan" "Hvad skal vi stille op med ham?" "er det normalt at han reagerer sådan?" "gør i også sådan i Danmark?".

På denne måde har hun vist at hun har været meget interesseret i at udvikle sig og få ny viden. Hun er bevidst om at der er flere måder at arbejde med børn på og hun vil gerne finde den der fungerer bedst for de børn hun er sammen med. Dette viser at hun har et meget åbent menneske og udviklingssyn og giver mulighed for at der er flere sandheder end blot dem der bliver lærerinderne påduttet. Hvis alle lærerinderne var som hende, og hvis ledelsen gav lov, ville Sao Mai være et meget bedre sted at være for et barn.

Vietnamesisk menneskesyn

Kultur er i høj grad med til at skabe et menneskesyn. Sjældent får man fornemmelsen af at den generelle vietnameser går rundt og er sur over sin tilværelse. I den vietnamesiske kultur er der siden krigens afslutning skabt en stor kløft mellem rig og fattig og den bliver i dagens vietnam kun større og større. På mange punkter virker det til at det er "suvival of the fittest", trods der er mange hjælpende instanser.

På denne måde er der mange rigtig fattige, der hver dag kæmper for at få til dagen og vejen. De skyder ikke skylden på andre for deres dårlige situation, men accepterer at det er sådan og kæmper for at ændre det.

Derudover er det også en stor del af kulturen at man skal vise rem hvad man har, har man råd til en Iphone, så har man sådan en og skildre gerne med det. Udadtil skal det hele være så perfekt som muligt og der skal helst ikke kunne sættes en finger på noget. Dette kan måske også fobindes til det at Vietnamesere ikke græder eller viser følelser. De grinder hellere hvis man i et spørgsmål rammer et ømt punkt. Det ikke at tabe ansigt er noget af det vigtigste.

Måske er mit syn på Vietnameserne påvirket af at jeg elsker denne kultur og menneskerne i den, men vietnameserne er generelt fyldt med gåpåmod, ihærdighed og kampgejst. Dog er dette i sammenblanding med deres meget meget afslappede livsstil.

(alt dette er antagelser ud fra mine oplevelser og samtaler og ikke begrundet i noget teoretisk)

menneskesynet i forhold til det at være udviklingshæmmet f den ene eller anden grad, er i mange henseender som det har været i Danmark gennem 70érne og den store institutionalisering af udviklingshæmmede. 

Mange steder i Vietnam er det at have et handicappet barn en skyld af familien, for noget som familien har gjort forkert og ikke bare rene tilfældigheder. 

I den henseende er Sao Mai et af de gode steder, der tager sig at børn der ellers ville være anbragt i langt værre institutioner til ren opbevaring (som der også findes i Vietnam). Heldigvis er størstedelen af Vietnam mere og mere begyndt at ændre synet på udviklingshæmmede, men som alt andet hernede; "It depents..." 

(jf. mit indlæg: "fra totalinstitution til...")

Dette menneskesyn kan også gøres til en stor diskussion og refleksion i forhold til de eftervirkninger som Agent Orange har haft og stadig idag har i stor grad. I forhold til den bog jeg lige har læst, tænker jeg meget over hvilket indflydelse USA har haft på Vietnamesernes eget menneskesyn, dette vil jeg tage i en livediskussion med dem der lyster på min vej, da det stadig i mit hoved er for kompliceret til at jeg kan beskrive det.   

EN pinlig oplevelse der ændrede mit syn og forståelse

Jeg havde på et tidspunkt en oplevelse som jeg lidt har lyst til at dele i denne sammenhæng.

Lige da jeg var ankommet til Vietnam skal man jo lige ud af turistboblen før man rigtig falder til. Men altså, inde i denne turistbobbel kan man jo købe alt mulig turistskrammel. EN af tingene er en rød T-shirt med en gul stjerne på midten. Dette er Vietnams flag efter krigen, hvor jo kommunisterne sejrede over syd og Amerika. "Denne T-shirt er da sjov at have når nu man en dag har været her i et halvt år, det er jo Vietnam"

Meget hurtigt havde jeg ikke rigtig lyst til at gå med den fordi man med den bare udstråler "Turist - tag røven på mig", men gik primært ikke med den af den grund.

En dag havde jeg så ikke rigtig mere rent tøj og endte med at tage denne T-shirt på vej til arbejde. Normalt går jeg gennem samme gade hver morgen og de lokale er vant til at se mig og hilser på pænt på mig. Denne dag var alt dog anderledes. Den imødekommende fornemmelse og de anerkendende blikke blev skiftet ud med et blik på min T-shirt og et nedladende blik med øjnene. Jeg følte mig simpelthen så dårlig tilpas. På vej hjem den dag tog jeg den ikke på, men tog hjem i min lyserøde uniform fra arbejdet.

Hvorfor? Vietnam er et kommunistisk land og det er måden de er kommet ud af krigen, det var kommunisterne der sejrede og alle var glade. Men her 35 år efter  er det stadig kommunismen der styre landet og befolkningen har ikke siden haft mulighed for at vælge anderledes. Det er tilladt at starte et andet parti, men det er ikke muligt at komme til magten, hvis man ikke er kommunist. Det er ikke sikkert at alle stadig er lige tilfredst med dette, det har jo ikke selv haft en valg. Dertil skal det jo også huskes at langt fra alle dengang var kommunister, men de bestemmende magter og de mest organiserede var.  Så ikke alle i befolkningen i dag er nødvendigvis tilfredse med stadig at have dette politiske magtstyre. 

Og her kommer jeg så gående og direkte lyser dem op i hoved med deres politiske tilstand. Jeg som har gået den tur så mange gange og boet her så længe, ved ikke bedre end at skulle tvære dem i hoved med at de ikke kan vælge andet, selv hvis de ville.

På baggrund af denne oplevelse og min læsning af bogen tidligere omtalt, har jeg endnu engang ændret mig egen syn og mine egne handlinger. Det er dette der lige præcis er essensen ved forholdet mellem et menneskesyn og et udviklings syn i mine øjne. Det ændre sig hele tiden og det skal hele tiden ændre sig.

Selvfølgelig er det vigtigt som grundforestilling at et menneskesyn er grundfæstet i respekt og næstekærlighed osv. Men denne del af det synes for mit vedkommende på nuværende tidspunkt giver bedre mening af beskæftige sig med.