Institutionens Pædagogik

Dette faglige indlæg skal handle om hvordan den Institutionens pædagogik giver sig til kende i institutionen – om hvordan lærerinderne er uddannede og hvordan de begrunder og reflekterer over ders aktiviteter. Eftersom at jeg er i en klasse på Sao Mai, hvor ingen af lærerinderne snakker engelsk er dette en vinkel som jeg har meget svært ved at opnå. Vi koncentrerer os om at kunne kommunikerer gennem kropssprog og enkelte ord for at få en hyggelig dag og for at kunne kommunikerer de mest basale beskeder til hinanden. Min plan er at jeg i snarlig fremtid vil udbede mig et møde med Dr. Lan og de tre damer fra Uddannelses afdelingen på Sao Mait, da det nok er gennem dem at jeg kan få indsigt i den organisatoriske form af pædagogikken. For at få lærerindernes side af pædagogikken skal jeg have Mrs. Phoung til at komme med i klassen og fungerer som oversætter mellem os. Jeg har en masse spørgsmål til lærerinderne og de har en masse til mig. For nyligt har hovedlærerinden, som tidligere skrevet, spurgt mig om to meget konkrete spørgsmål som hun nu går og forventer svar på. Dette vil jeg dog ikke beskrive i dette indlæg, læs i stedet "Jagten på den pædagogiske bog". Men det viser at de selv søger viden, da de er meget bevidste om de problemstillinger de dagligt møder.

Selvom jeg ikke lige kan beskrive lærerindernes side af pædagogikken , vil jeg ikke snyde for at beskrive den som jeg ser den. Til dagligt gør jeg mig tusind overvejelser og refleksioner for at komme deres pædagogiske forståelse samt menneskesyn nærmere. Her har jeg valgt at dele et par stykker af dem der oftest falder mig ind og som jeg bruger mest tid på, både i praksis og i overvejelserne.

Hvilke specielle træk ved pædagogikken der har gjort indtryk

Spisesituationerne
Vietnamesere lærer først selv at spise når de er store nok til at måtte sige fra… Hvornår det er ved jeg sgu ikke helt, men realiteten er at børn helt op i en alder af min. 8 år gerne bliver madet af de voksne. Dette er ingen undtagelse på Sao Mai. Spisning er ikke noget der bliver lagt vægt på som skulle være en god sanselig oplevelse. Man spiser for at leve. På Sao Mai er spisesituationen noget der skal overstås - eller det er ihverfald min oplevelse af det. Det tager ikke mere end ti minutter før 12 børn har fået spist en stor skål mad bestående af hvide risnudler eller en skål ris med æggesnask og suppe.
Dog stopper observationen ikke her. Det er tilmed meget vigtigt at børnene spiser op.
Jeg har observeret situationer hvor et barn kaster maden op igen og får derefter lov til at spise det igen, Eller hvor barnet bliver tvangsfodret ved at blive holdt på arme, ben og kæbe og får det skovlet ind. Min ikke helt gennemarbejdede hypotese er at det er et krav fra staten af børnene hver måned har taget på i vægt op til de er en vis alder og at det derfor er vigtigt at de får deres mad. På samme måde er det i sanfundet en positiv ting at have lidt på sidebenene, da det derved er synligt at man lever et godt liv med god mad. Derved skal man heller ikke blive sur hvis man bliver sourgt om man har taget på…
Well, i min klasse står det dog ikke helt så grælt til. Børnene får altid lov til selv at starte med at spise, går det derimod lidt for langsomt træder en lærerinde til og overtager magten over skeen og skålen, hvilket betyder mængden på skeen og tempoet. Jeg tror efterhånden at jeg har fået præget den så meget ved min blotte tilstædeværelse og nægtelse af at fodre børnene. Nu sker det oftere og oftere at mange af børnene selv kommer til at spise det hele og kun lige får mast de sidste par skefulde ned.

Motorik undervisningen
Vietnameserne er meget kropsbevidste. Motion er som alle andre steder i verden en rigtig vigtig ting. Dog foregår den her på andre måder end som vi kender det. Gennemsnitsarealet pr. indbygger i Hanoi er på omtrent et par kvadratmeter og hele byen er derved rigtig proppet med mennesker - derfor har Vietnameserne gjort det til praksis at kunne dyrke motion på meget lidt plads. Det er noget med at svinge med armene og hoppe på stedet. Det er helt betagende af observerer hvor kreativt de er nogle gange.
I min klasse er dette ingen undtagelse. Vi har bevægelse to gange om ugen, hvor vi står og laver øvelser i stilstand. Det med at gå på legepladsen (som er et ikke særlig indbydende sted, men dog alligevel udendørs og med mere plads en på stuen) har vi blot praktiseret to gange på de tre måneder jeg har været der. Jeg har hørt fra andre klasser at de har været der oftere, men stadig intet sammenlignet med hvad vi er vant til derhjemme.
På stuen har vi dog motorikundervisning også to gange om ugen. Her lærer de at hoppe over snore spændt op, gå op på stole og hoppe ned og kaste med bolde. Dette er alt sammen færdigheder som danske børn i institutioner lærer helt automatisk gennem leg og bevægelse i dagligdagen. Eftersom at disse børn ikke har de muligheder så er det rigtig fedt at se at ikke al undervisning er "sidde-stille-på-en-stol-og-lyt-undervisning"
Hele konceptet på Sao Mai er at børnene modtager en til en undervisning for at der er fokus på det enkelte barns læring. Dette gør sig desværre også gældende i motorikundervisningen, hvor børnene kommer op en og en og udfører øvelserne. Jeg har derved fået arbejdet på at blande mig så meget at gerne to eller tre på en gang kan lege hvorved hver enkelt får mere tid.

Motivationsfaktoren
Motivation er et af de kæmpe store faktorer som vi derhjemme har fokus på. Desværre er der ikke meget af det at fornemme hernede. Lærerinderne hepper og klapper og roser når der bliver svaret rigtigt og får derigennem børnenes opmærksomhed og derved også lidt motivation til læringen. Men hvorledes de benytter sig af børnenes egne interesser har jeg ingen fornemmelse af. Jeg har svært ved at observerer det, da jeg jo ikke forstår sproget og kun kan opserverer børnenes reaktioner, som jo er meget individuelle og ikke kan sidestilles med hinanden.

Lærerinderne motivations for arbejdet er tilmed også til tider på et meget lavt niveau. Der bliver ikke snakket "med" børnene før klokken ringer, og der bliver ikke undervist efter klokken har ringet igen. Selv i undervisningssituationen er det til tider svært at få øje på lærerindernes motivation. De sidder ofte og snakker hen over hoved på børnene og bare lader som om at de underviser for overvågningskameraets skyld… Dertil skal det så siges at de får løn delvist efter undervisnings evner og engagement. Det er heller ikke så mærkeligt hvis de til tider er lidt udbrændte og trætte for de arbejder hver dag fra 8 til 17 og er på hele tiden og rent læringsmæssigt rykker børnene sig meget langsomt.
Så om motivation gennem individuel interesse er et fænomen der findes i Vietnam kan jeg blive i tvivl om til tider.

Generelt
I mit perspektiv er der ikke særlig meget egentlig pædagogik indenfor dette områder ihverfald ikke set ud fra en dansk synspunkt - men trods dette synes jeg faktisk at lærerinderne for det mest gør et rigtig godt stykke arbejde. Nogle gange virker det lidt til at de har alle odds imod sig. De har ikke den nødvendige uddannelse til at kunne håndterer alle de slags udfordringer som børnene er udstyret med, men arbejder ud fra erfaringer og den viden de tilegner sig fra diverse workshops, både af studerende og de der månedlig bliver arrangeret af skolen.

Til hverdag er det sådan en god blanding af rigtig gode og kreative læringsmetoder, kedelig gentagelsesaktiviteter og lærerindernes svingende motivation for at undervise.
Dog sker det også ofte at lærerinderne laver et rigtig godt stykke arbejde som jeg selvfølgelig anerkender på i mit perspektiv og i min handlen. Her bliver det rigtig tydeligt at de holder af børnene og vil dem alt det bedste.

 Jeg ved at dette indlæg ikke opfylder alle kravene, men jeg håber på at den bliver mulighed for en værdig opfølgelse... :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar