Selvom jeg ikke lige kan beskrive lærerindernes side af pædagogikken , vil jeg ikke snyde for at beskrive den som jeg ser den. Til dagligt gør jeg mig tusind overvejelser og refleksioner for at komme deres pædagogiske forståelse samt menneskesyn nærmere. Her har jeg valgt at dele et par stykker af dem der oftest falder mig ind og som jeg bruger mest tid på, både i praksis og i overvejelserne.
Hvilke
specielle træk ved pædagogikken der har gjort indtryk
Spisesituationerne
Vietnamesere lærer
først selv at spise når de er store nok til at måtte sige fra… Hvornår det er
ved jeg sgu ikke helt, men realiteten er at børn helt op i en alder af min. 8
år gerne bliver madet af de voksne. Dette er ingen undtagelse på Sao Mai. Spisning
er ikke noget der bliver lagt vægt på som skulle være en god sanselig
oplevelse. Man spiser for at leve. På Sao Mai er spisesituationen noget der
skal overstås - eller det er ihverfald min oplevelse af det. Det tager ikke
mere end ti minutter før 12 børn har fået spist en stor skål mad bestående af
hvide risnudler eller en skål ris med æggesnask og suppe.
Dog stopper
observationen ikke her. Det er tilmed meget vigtigt at børnene spiser op.
Jeg har observeret
situationer hvor et barn kaster maden op igen og får derefter lov til at spise
det igen, Eller hvor barnet bliver tvangsfodret ved at blive holdt på arme, ben
og kæbe og får det skovlet ind. Min ikke helt gennemarbejdede hypotese er at
det er et krav fra staten af børnene hver måned har taget på i vægt op til de
er en vis alder og at det derfor er vigtigt at de får deres mad. På samme måde
er det i sanfundet en positiv ting at have lidt på sidebenene, da det derved er
synligt at man lever et godt liv med god mad. Derved skal man heller ikke blive
sur hvis man bliver sourgt om man har taget på…
Well, i min klasse
står det dog ikke helt så grælt til. Børnene får altid lov til selv at starte
med at spise, går det derimod lidt for langsomt træder en lærerinde til og
overtager magten over skeen og skålen, hvilket betyder mængden på skeen og
tempoet. Jeg tror efterhånden at jeg har fået præget den så meget ved min
blotte tilstædeværelse og nægtelse af at fodre børnene. Nu sker det oftere og
oftere at mange af børnene selv kommer til at spise det hele og kun lige får
mast de sidste par skefulde ned.
Motorik
undervisningen
Vietnameserne er
meget kropsbevidste. Motion er som alle andre steder i verden en rigtig vigtig
ting. Dog foregår den her på andre måder end som vi kender det.
Gennemsnitsarealet pr. indbygger i Hanoi er på omtrent et par kvadratmeter og
hele byen er derved rigtig proppet med mennesker - derfor har Vietnameserne
gjort det til praksis at kunne dyrke motion på meget lidt plads. Det er noget
med at svinge med armene og hoppe på stedet. Det er helt betagende af
observerer hvor kreativt de er nogle gange.
I min klasse er
dette ingen undtagelse. Vi har bevægelse to gange om ugen, hvor vi står og
laver øvelser i stilstand. Det med at gå på legepladsen (som er et ikke særlig
indbydende sted, men dog alligevel udendørs og med mere plads en på stuen) har
vi blot praktiseret to gange på de tre måneder jeg har været der. Jeg har hørt
fra andre klasser at de har været der oftere, men stadig intet sammenlignet med
hvad vi er vant til derhjemme.
På stuen har vi dog
motorikundervisning også to gange om ugen. Her lærer de at hoppe over snore
spændt op, gå op på stole og hoppe ned og kaste med bolde. Dette er alt sammen
færdigheder som danske børn i institutioner lærer helt automatisk gennem leg og
bevægelse i dagligdagen. Eftersom at disse børn ikke har de muligheder så er
det rigtig fedt at se at ikke al undervisning er
"sidde-stille-på-en-stol-og-lyt-undervisning"
Hele konceptet på
Sao Mai er at børnene modtager en til en undervisning for at der er fokus på
det enkelte barns læring. Dette gør sig desværre også gældende i
motorikundervisningen, hvor børnene kommer op en og en og udfører øvelserne.
Jeg har derved fået arbejdet på at blande mig så meget at gerne to eller tre på
en gang kan lege hvorved hver enkelt får mere tid.
Motivationsfaktoren
Motivation er et af
de kæmpe store faktorer som vi derhjemme har fokus på. Desværre er der ikke
meget af det at fornemme hernede. Lærerinderne hepper og klapper og roser når
der bliver svaret rigtigt og får derigennem børnenes opmærksomhed og derved
også lidt motivation til læringen. Men hvorledes de benytter sig af børnenes
egne interesser har jeg ingen fornemmelse af. Jeg har svært ved at observerer
det, da jeg jo ikke forstår sproget og kun kan opserverer børnenes reaktioner,
som jo er meget individuelle og ikke kan sidestilles med hinanden.
Lærerinderne
motivations for arbejdet er tilmed også til tider på et meget lavt niveau. Der
bliver ikke snakket "med" børnene før klokken ringer, og der bliver
ikke undervist efter klokken har ringet igen. Selv i undervisningssituationen
er det til tider svært at få øje på lærerindernes motivation. De sidder ofte og
snakker hen over hoved på børnene og bare lader som om at de underviser for
overvågningskameraets skyld… Dertil skal det så siges at de får løn delvist
efter undervisnings evner og engagement. Det er heller ikke så mærkeligt hvis
de til tider er lidt udbrændte og trætte for de arbejder hver dag fra 8 til 17
og er på hele tiden og rent læringsmæssigt rykker børnene sig meget langsomt.
Så om motivation
gennem individuel interesse er et fænomen der findes i Vietnam kan jeg blive i
tvivl om til tider.
Generelt
I mit perspektiv er
der ikke særlig meget egentlig pædagogik indenfor dette områder ihverfald ikke
set ud fra en dansk synspunkt - men trods dette synes jeg faktisk at
lærerinderne for det mest gør et rigtig godt stykke arbejde. Nogle gange virker
det lidt til at de har alle odds imod sig. De har ikke den nødvendige
uddannelse til at kunne håndterer alle de slags udfordringer som børnene er
udstyret med, men arbejder ud fra erfaringer og den viden de tilegner sig fra
diverse workshops, både af studerende og de der månedlig bliver arrangeret af
skolen.
Til hverdag er det
sådan en god blanding af rigtig gode og kreative læringsmetoder, kedelig
gentagelsesaktiviteter og lærerindernes svingende motivation for at undervise.
Dog sker det også
ofte at lærerinderne laver et rigtig godt stykke arbejde som jeg selvfølgelig
anerkender på i mit perspektiv og i min handlen. Her bliver det rigtig tydeligt
at de holder af børnene og vil dem alt det bedste.
Jeg ved at dette indlæg ikke opfylder alle kravene, men jeg håber på at den bliver mulighed for en værdig opfølgelse... :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar