Kulturen på Sao Mai

Når man der hjemme snakker om institutionskultur mener man ofte hvilke normer, vaner og rutiner og pædagogik. I dette blogindlæg vil jeg så gå lidt videre og beskrive Sao Mai som overordnet institution og hvordan kulturen på Sao Mai er.

Kulturel indflydelse på institutionskulturen

Sao Mai er en skole for autister som ligger i Hanoi. Ledelsen fortæller at det er alle lag af samfundet der har mulighed for at få deres børn ind på skolen, hvis de gennem klinikken bliver erklæret egnede / autistiske. Derved er der meget stor forskel på familiernes sociale status. Ledelsen fortæller at det ikke er alle familier der har råd til at betale hvad det koster, men at skolen accepterer dette og giver dem mulighed for nedsat betaling. I min klasse er det ved første syn ikke til at få øje på hvilket socialt lag børnene kommer fra, på tøj osv. Men jeg har erfaret at nogle af børnene bliver hentet og kørt i store biler og andre på cykel, hvilket siger en del om hvad forældrene har af ressourcer. Der er endda to af børnene, hvis familier bor langt væk, men hvor drengen bor hos sin bedstemor i Hanoi og kun kommer hjem til sine forældre i nogle weekender eller ferier.

Sao Mai er ikke  mere præget af nogen religiøs eller politisk påvirkning end resten af samfundet er.  Hele den Vietnamesiske kultur er meget bundet op på de buddhistiske forestillinger og af forfædre respekten. Derudover præges Sao Mai også af den kommunistiske tankegang af at det er dem på toppen der tager beslutningsprocesserne og at hierarkiet nedenunder bare følger ordre. Ho Chi Minh - Vietnams forgangsmand for den tidlige kommunisme og frihed efter krigen er æret og værdsat billedligt på alle etager på skolen.

Højtider og Fester

Generelt har Vietnam ikke særlig mange helligdage i løbet af året hvis man sammenligner med Danmark, som jo har så absurd mange, hvilket der vist også i øjeblikket diskuteret i stor omfang. Gennem min praktik hernede har jeg dog erfaret at der er mange højtider og mindedage som fejres i høj stil. Heriblandt kan nævnes, Kvindernes internationale kampdag, hvor alle lærerinderne på skolen fik roser af ledelsen. Childrens internationale Day, de handicappedes internationale dag, Ho Chi Minh´s fødsels- og dødsdag, samt måske et par stykker mere, hvor det ikke har lykkedes mig at forstå grunden til at vi skulle fejre noget.

Fælles for alle disse dage er at det fejres ved at alle børnene på skolen samles i festsalen, hvor der er forskellige former for underholdning. Der har være dukketeater, kende musikere der sang med og for børnene, "almindelige" børnehave børn der har været og optræde. Ved alle disse fester har en lille udvalgt flok af Sao Mai´s egne børn (de mest velfungerende) optrådt med musik og dans.

Fridage bliver der kun holdt når det er nytår, hvilket er efter lunarkalenderen og der holdes fri i 4 hele dage for at feste. Til Vietnams befrielsesdag er der også helligdag og ellers er skolen åben de resterende 365 dage i året bortset fra Weekender. (dog ved jeg ikke om der er en fridag eller to til jul og kalendernytåret)

Forældre samarbejde

Forældresamarbejdet i Vietnam er slet ikke som vi kender det derhjemme. Til dagligt er det næsten ikke synligt at forældre og lærerinder snakker sammen. Børnene bliver afleveret på det forskellige etager foran en gitterbort, der ofte er bemandet med en hængelås. Om det er for at holde folk ude eller børn inde ved jeg ikke rigtig. Forældrene kommer slet ikke ind på stuerne og ser hvordan det foregår og snakker kun hurtigt og overfladisk med lærerinderne.

Ledelsen fortæller at der et par gange om året er forældremøde mellem ledelsen, forældrene og en speciallærer. Her bliver det diskuterer hvad lærings målene skal være for hver enkelt barn. De daglige lærerinders synsvinkel bliver formidlet gennem ledelsen, som består af 3 damer i Education-departement på skolen. De fortæller at forældrene ofte har meget urealistiske forventninger til hvad Sao Mai er i stand til at lærer deres børn og at de derfor bruger meget tid for at få forældrene til at forstå at børnene ikke bliver "normale" af at gå der. Det hænger nok en del sammen med hele forståelsen af handicappede i Vietnam, eller måske mere mangel på samme.

Institutionskultur i klasserne

I klasserne er det Education departement der bestemmer hvordan slagets gang skal være. Gennem observationer hver måned beslutter de hvordan lærerinderne skal arbejde generelt og i forhold til hver enkelt barn. Derved er retningslinjerne sat og lærerinderne har bare at følge stik.

Der er et meget klassisk hierarki på Sao Mai. Doktoren på toppen, derefter Education Department, så de to mandlige psykologer fra klinikken, så alle speciallærerinderne der tager børnene ud af klasserne på skift og 1-1 underviser dem. Til sidst kommer lærerinderne, hvor der også er en klar rangorden. Der er en hovedlærerinde i hver klasse og så er der en ansvarlig på hver etage. I Vietnam er det meget vigtigt at vise respekt i hierarkisk orden alt efter alder og uddannelse. Man tiltaler, placerer sig i et rum og taler forskelligt alt efter hvem det er.

Lærerinderne i klasserne på Sao Mai er ikke uddannede på universitet, men bliver ansat på Sao Mai, på en tiårig kontrakt og Sao Mai står så selv for uddannelsen af dem. Dette foregår gennem workshops en gang om måneden i weekenderne. Derved er de ikke uddannede til selv at skulle reflekterer over egen praksis, men bliver mere eller mindre fortalt hvorledes man underviser børn med specielle behov ud fra en generelt forestilling. Dette har jeg ikke fra ledelsen, men har selv erfaret gennem mine observationer og daglige gang i min klasse. Min ene lærerinde er nemlig meget interesseret i at lærer nye ting fra mig, og spørger så vidt vores kommunikation er mulig og ellers gennem oversatte breve, om hvordan det er i Danmark, og jeg har svar på både det ene og det andet. (dette er tidligere beskrevet i et blogindlæg).

Min lærerinde Hang som er interesseret er hovedlærerinden i klassen og også ansvarlig på etagen, så hun har interesse i at tilegne sig mere viden for måske at kunne bevæge sig opad. Min anden lærerinde har "kun" været på Sao Mai i 4 år, og er endnu ikke hovedlærerinde, så hun kæmper med at tilfredsstille Education departement. Som eksempel arbejder hun i øjeblikket hårdt for at få en af drengene til at sidde stille, da hun har fået besked på dette siden sidste observationsbesøg. (i mine øjne er dette en dreng der har så meget energi at han i stedet skulle have lov til at brænde krudt af, men hvad ved jeg om det……)

Alt dette skal lige siges at være udsprunget af refleksioner over observationer og gennem samtaler med medstuderende og andre volontører på Sao Mai. 

Institutionslogikker

For så at vende tilbage til institutionskulturen i klasserne, så har jeg reflekteret en del over dette gennem Eva Gulløvs teori om institutionslogikker, hvor man gennem 4 forskellige tilpasningsformer forsøger at håndhæve de uskrevne regler. Dette er Tilpasning - modstand - afmagt eller håndhævelse.

Både lærerinder og børn har gang i en sekundær tilpasning til kulturen på Sao Mai.

For lærerinderne: Der er overvågningskameraer på stuen, og så læge det ser ud til at man laver noget kan man godt på en træt dag nøjes med at lade som om man underviser og i stedet sidde og snakke med den anden lærerinde. Eller snakke i telefon i hjørnet hvor kameraet ikke dækker.

For børnene: Man skal sidde stille på sin stol og være stille, selvom der ikke sker noget, som når lærerinderne f.eks. Snakker sammen eller selv sidder og laver undervisningsmaterialer, som det også er dem der skal lave. Alt efter hvilket funktionsniveau børnene er på er det forskellige hvordan de tilpasser sig. Nogle er i stand til at omgås, andre har bare tilpasset sig og reagerer slet ikke på særlig mange måder.

Well, dette var bare lige lidt fagligt ugennemtænkte refleksioner som også kan beskrive hvordan kulturen på Sao Mai til tider kan være, måske bliver der arbejdet mere på det med tiden..

Derudover

Undervisningen er som sagt præget af hvad ledelsen synes er vigtigt og væsentligt. Gennem et samarbejde med nogle organisationer i England har de rigtig mange gode tanker og ideer, jeg tror bare at det til tider går galt når det skal formidles videre til lærerinderne, så kommer hele historien/ideen/pædagogikken ikke med. Et let eksempel er at 1-1 undervisning er godt, men knap så godt når der ikke er fuld koncentration på det enkelte barn.

Dette var lidt om kulturen fra den nysgerrige og undrende vinkel, det hele er bestemt ikke så sort som det måske kan lyde, for dagligt gør alle på skolen hvad de har ressourcer til, i børnenes bedste interesse. Men med mit anderledes kulturelle synsvinkel kan det til tider se anderledes ud.