Min Hverdag

Bom bom, så skal dette indlæg så lige handle om min hverdag… Tja, det er jo hverdag og derfor besværligt at beskrive, men jeg skal da gøre et forsøg..

Jeg står op hver dag kl. halv syv, tager mig et bad og indtager derefter morgenmaden og morgenkaffen på taget med udsigt over søen, hvor Vietnameserne for længst er begyndt på dagens gerninger samt ikke mindst deres daglig motion. Sidstnævnte består af at gå rund om søen og svinge med armene, hvorefter man kan stå lidt stille og lave forskellige øvelser af mere eller mindre tvivlsom art.

Dog er der også organiseret motionsklubber. Heriblandt en latterklub hver morgen kl. 6. Dette er nok også grunden til at jeg er så tidligt oppe, det er nemlig ret meget lige ude foran mit vindue det foregår.

På hverdage går turen af sted mod mit praktiksted Sao Mai omkring kl. kvart i 8. Et minut til bussen, 15-20 minutter i bussen og derefter 15 minutter på gåben ned af en smal men dog over trafikeret gade ned til Sao Mai. Min transporttid ville kunne bliver væsentligt mere forenklet hvis jeg havde lejet mig en motorbike, som jo er det transportmiddel som alle hernede bruger, men det har jeg altså ikke. I Vietnam skal man have et vietnamesisk kørekort for at måtte leje en motorbike, men som så meget andet hernede så er det en regel for reglens skyld. Eftersom at jeg ikke har kørerkort derhjemme og samtidig har en meget tvivlsom oplevelse fra Indien omhandlende mine evner på en motorbike, så har jeg besluttet at det altså ikke er her jeg skal lærer at køre motorbike. Synes du at jeg er en kylling så gå lige ind og se nogle film af trafikken i Hanoi. Yderligere vil dem der kender mig måske samtykke i at mit temperament og tålmodighed i kombination måske heller ikke lige er de bedste forudsætninger.

Jeg har faktisk også lært at sætte pris på bus oplevelserne. I bussen er det både høj og lav fra samfundet der færdes. Til tider kan jeg dog godt gå hen og blive rigtig godt træt af måden det fungerer på. Alle skal gå så langt tilbage i bussen som muligt og gerne også stå så tæt som muligt, hvilket ikke er det rareste i hele verden når man mere eller mindre hele tiden er lidt klam og ulækker i 40 graders varme.

Bussen er mere eller mindre som vi kender den, dog er der to ansatte i bussen. En til at kører og en til at sælge billetter og hundse rundt med folk.

Mentaliteten derimod er fantastisk. At have respekt for de ældre ser man tydeligt at bussen. Har du en siddeplads og der kommer en der er ældre end dig, giver du din plads videre til vedkommende. Dette ikke bare som vi jo også pænt gør i Danmark med ældre, men her forstået som ALLE der er ældre end dig, så det er virkelig ærgeligt ikke at se særlig gammel ud.

Nå, men når jeg så står af bussen har jeg ca. 15 minutter på gåben ned af en meget trafikeret og smal gade. Der sker simpelthen så meget på den gade, alle er godt i gang med dagens gøremål, om det er at transporterer mursten på en kære, drikke te og ryge bong på gade caféen eller forretningsmændene der lige skal have morgenmaden på gadekøkkenet, hvilket består af den berømte nudel suppe phó. Bygningerne skyder op når man kommer ned i den anden ende af gaden og det er sjovt hver dag at følge med i hvor langt de er nået og prøve at forestille sig hvordan det mon kommer til at se ud om bare et år, når beboelseshøjhusene står færdige. Det er slet ikke til at forestille sig hvordan der skal være plads til flere mennesker i myldretiden.

Når jeg er lige ved at være vej vejs ende og rigtig tæt på Sao Mai, skal jeg lige forbi det lokale marked. I Vietnam er det stadig kvinderne der står for handel og der er stadig stor skik for at købe sine varer så friske som muligt, hvilket vil sige at en gåtur udenfor dette marked til tider kan være opkastfremkaldende af stanken var fisk og andet kød der bliver parteret og indvoldene smidt i rendestenene. Det er virkelig klamt. Dog har jeg lært at holde af en af de boder der holder til udenfor, ikke pga stanken, men pga de to der arbejder der. Manden forsøger heftigt hver dag at sælge mig en af de kyllinger som han sidder og er ved og pille, mens de andre levende høns sidder i et meget lille bur og ser til mens de venter på at det bliver deres tur.  Heldigvis har han efterhånden forstået det og grinder i stedet venligt når han ser mig. Kvinden i biksen sidder og er ansvarlig for fiskene, ålene og frøerne, der ligger sprællevende i en stor balje med vand og venter kun på at blive solgt. Frøerne er bundet sammen ca. 5 stykker af gangen med snor om lårene for ikke at stikke af og venter blot på at det bliver deres tur til at blive flået levende. Dyrevelfærd er ikke noget der er i højsædet her i Vietnam og det fremgår tydeligt.

Min formiddag på Sao Mai

Nå, endelig ankommer jeg så til Sao Mai og det som denne faglige blog egentlig skal indeholde.

Når man ankommer på Sao Mai om morgenene er det første man lægger mærke til vietnamesisk børnemusik som bliver kastet ud fra højtalerne for at byde børn såvel som voksne velkommen. Der er et væld af mototbikes med børn der kører in på skolen eller holder foran, men der går også op til 250 børn på skolen. Dette koncept med musik såvel som vagterne der sidder foran og sikre at ingen uden formål kommer ind, er et meget velkendt fænomen i alle institutioner i Vienam.

Jeg begiver mig gennem virvaret af børn der ler og græder og gå op til 4 sal, hvor jeg siger pænt godmorgen til kontordamerne og Dr. Lan hvis hu ellers er der. Derefter går jeg ind og skifter tøj til den klassiske lyserøde uniform som symboliserer at man er lærerinde. Det er virkelig rart at have den på i løbet af dagen. Både for at føle sig som værende en del af stedet, men også rent praktisk, da man så kan tage rent tøj på. I øjeblikket er det så varmt hernede (40 grader) at det rene tøj fra morgenstunden er lettere svedigt ved ankomsten allerede.

Når jeg kommer ned i klasse bliver jeg budt velkommen af børnene i min klasse der råber Xin Chao Go Signa - eller nogle gange bliver jeg også kaldt Bonisar - som vist mest er når de glemmer den rigtige rækkefølge på Go Signa. (det tog mig et par dage at fatte at det var det der skete).

Morgensamlingen varer fra børnene ankommer mellem 8 og halv ni og så til kvart i ni, hvor der skal gøres klar til den egentlige undervisning.

Der er en klassisk sang som vi synger hver morgen, hvor der bliver sagt farvel til mor og far og hej til en god dag. Herefter bliver børnene på skift taget op til lærerinden hvor de skal sige hej jeg hedder… og et eller andet mere. Hele dette morgen senaries gennemførsel afhænger lidt af hvor trætte lærerinderne er har jeg efterhånden observerert. Der bliver snakket rigtig meget hen over børnenes hoveder, damt ikke mindst mit.

Dagens første undervisning foregår ved små borde. Der bliver stillet tre borde op i en heste sko med lærerinden i midte. I min klasse sidder hver af de to lærerinder med 6 børn. Hvert barn bliver på skift rykket hen og sidder foran lærerinden til eneundervisning. De andre får enten udleveret et stykke legetøj eller sidder blot og stirre ud i luften. Eneundervisninge har forskellige emner. Det kan være selvhjulpenhed, hvor de skal lærer at tage tøj på, lærer at spise med ske osv. Eller det kan være klassisk undervisning i navneord, frugter, farver og tal, hvor de skal farvelægge med lærerindens hjælp præcist indenfor stregerne og i de rigtig farver. Nogle gange er det lim og sakse der øves med og præcision er stadig en vigtig egenskab.

Ret hurtigt i min praktik fik jeg mulighed for også at deltage i denne undervisning, som underviser. Jeg har derved fået mit eget undervisningsbarn, Gia Huy, som jeg underviser i farver, tal og mængder, som er lidt noget at det eneste som jeg har rigtig godt styr på i det vietnamesiske sprog.

Hele denne Session varer i 35 minutter, hvorefter klokken ringer og det er tid til næste undervisningstime som er fællesundervisning.

Fællesundervisningen foregår ved at børnene stadig er delt i de to men nu sidder på stolene i en cirkel rundt om lærerinden. Her er der også forskellige temaer for hvad der skal undervises i, samt at der er forskellige undervisningsmetoder. Nogle af de klassiske temaer er Gio Terp - som er kommunikations skills……...

 Her inddrager lærerinderne ofte også andre elementer så som blomster, frugter eller andre artefakter som børnene skal lærer navnene på. Lærerinderne er til tider rigtig gode til at lave læring gennem bevægelse. Undervisningsmaterialerne er hjemmelavet på kreativ vis. Et eksempel jeg vil beskrive er når børnene skal lærer blomsterne eller grøntsager. De har en flamingoplade som er udformet som en have, med stakit og det hele. Så er der tilhørende grøntsager eller bloster af forskellige slags, flot malet, sat på pind og sat fast i flamingo-plade-haven. Så skal børnene så ned og plukke den rigtige blomst og komme og afleverer den tilbage til lærerinden. (det pædagogiske i dette vil jeg ikke komme nærmere ind på i dette blogindlæg).

Efter fællesundervisningen er der en halv time til vi alle skal sidde ved bordet i ti minutter,  klar til at vente på at der bliver serveret mad. I denne halve time er det forskellige fra dag til dag hvad der foregår. Somme tider er vi nede i gården, som er en meget lille og uinspirerende legeplads under selve bygningen, men dog et andet rum end klasselokalet. Andre gange går vi ned i træningssalen på 2 sal og leger med de redskaber der er dernede. Trampoliner, cykler, puder mm. Hernede er vi som oftest sammen med en anden klasse der er en del ældre, så det går vildt for sig. Alt for ofte, i min optik, skal vi til musikundervisning. Dette foregår ved at vi skal ind i klasseværelset ved siden af, hvor vi sidder med to andre klasser. Her bliver der så tændt for fjernsynet og så er der ellers bare vietnamesisk børnemusik. Til tider ser vi også Disney film, mens der spilles engelske julesange ind over. Mens dette foregår skal børnene sidde stille på gulvet og se på fjernsynet. Begynder de at stille sig op og gå rundt eller danse, bliver de bedt om at sætte sig ned og være stille.

Kl. 10.25 sidder vi så igen i klassen og venter på maden. Trods at de i undervisningen lærer hvordan man selv spiser med ske, så er det ikke noget der bliver praktiseret i virkeligheden. Af en eller anden grund er mad ikke noget der skal nydes, men noget der skal spises for at overleve. Det tager ikke meget mere en ti minutter før alle tolv børn har fået mad og har lagt sig til at sove. Gennem mit ophold i klassen har jeg dog efterhånden fået præget dem så meget at lærerinderne lader børnene spise selv til at starte med, og så først griber ind og overtager magten over skeen til sidst, hvis de ikke spiser hurtigt nok. Men det bliver stille og roligt bedre dag for dag, bortset fra nogle tilbagefald en gang i mellem.

Kl. 11-14 sover børnene på sivmåtter i klassen, mens lærerinderne spiser frokost før også de lægger sig til at sove.

Det kan også lige tilføjes at efter hver aktivitet er det toiletbesøg. Dette har de første par måneder foregået i hjørnet af det meget lille lokale hvor der står en blå tispand, deri kan man så afleverer hvad man skal og så tilbage til sin plads igen.. Heldigvis er spanden nu kommet ud på gangen, da børnene er igang med at træne at gå hele vejen ud på toilettet for at tisse. Dette er selvfølgelig til min store glæde. Jeg har tilmed også fået indførst at vi så vasker hænder hver gang vi er derude, men det er nok primært mig der holder den tradition ved lige. Dog har lærerinderne accepteret at vi nu vasker hænder inden vi skal spise, eller jeg gør ihvertfald med børnene og har gjort det så ofte der har været mulighed for det - for hvis lærerinderne lige skal et eller andet, bliver jeg nød til at blive på stuen. Men min indsats har efterhånden båret frugt, for nu beder børnene selv om det, og det kan jeg jo bare håbe at det fortsætter med at gøre efter jeg er taget hjem. 

Middag

Til Vietnamesernes store forundring sover jeg sjældent til middag, i stedet holder jeg mig tre timer pause, hvor jeg bruger tiden på at slappe af, læse, skrive blog eller andet der falder mig ind. Det hænder da også at jeg tager mig en lur, men det er ikke så ofte. Det er simpelthen så varmt midt på dagen at det næsten er ulideligt at lægge sig til at sove i et rum med kun en halvfunktionel fane i loftet. Derimod sidder jeg gerne og sveder på en af de lokale cafeer hvor der er internet og drikker iskaffe i flertal.

Sao Mai har en lokal cafe tilknyttet, hvor vi ofte spiser frokost til blot 20.000 Dong - hvilket rundt regnet svarer til 6 kr. Dog er maden ofte ret kedelig, Det er evig og altid ris og så med kogte grøntsager, ofte spinat eller andet grønt og så med en eller anden kødret til. Jeg har valgt at min måde at komme gennem risene på er Soya. Derudover ligger der i området en masse gadekøkkener hvor man for en ligeså billig penge kan få sin frokost - nogle steder mere interessante end andre.

Ikke alle vietnamesere sover til middag, for det vrimler med lokale i et nærtliggende område, hvor gadelivet blomstre midt mellem nybyggede højhuse. Her ligger min stamcafe, hvor jeg i skrivende stund sidder og nyder menneskemængden der er blandet af forretningsmænd, gadesælgere, smarte damer der skal have middagssludderen med veninderne og så de mere lokale der sælger frugt og grønt for at få til dagen og vejen.

Eftermiddag

Kl. 14 er jeg tilbage på Sao Mai til den sidste del af dagen. Vækningen af børnene er hård og brutal i forhold til hvad jeg personligt ville gøre så derfor kommer jeg gerne lige før de vågner for at hjælpe lærerinderne med at vække børnene, på min måde og derigennem håbe at det kan smitte lidt.

De første ti minutter går med at lærerinderne skal sætte hår og gøre sig klar til at genoptage undervisningen. På denne måde for børnene lige lidt ekstra tid til helt at vågne efter deres kæmpe lange lur. Her sider jeg for dem meste bare og hygge med børnene, synger lidt sange og bare skaber en stille og rolig stemning.

Når undervisningen  bliver genoptaget starter vi med en halv times gymnastik/bevægelse. Der er tilrettede pletter på gulvet hvor børnene bliver institueret i at stå og så er der eller svig med armene, hop, vrik med hoften og hvad der ellers kan tænkes at være smidighedsbevægelser på stående plads. Derefter skal vi da også lige have lidt Yoga - ikke som vi kender det, eller ikke kender det, men den vietnamesiske udgave. Det er sjældent at børnene er deltagende trods lærerindernes mange forsøg og opfordringer til at jeg skal lærer dem det, Men det er simpelthen så kedeligt at jeg sgu heller ikke gad være med hvis jeg kunne slippe…

Derefter følger så en halv time med undervisning ved bordene med de forskellige emner, her får jeg også for det meste min egen undervisnings situation, hvor det ofte ender med at jeg tegner med de børn der kan få listet sig over til mig, eller det nye jeg har gang i, nemlig huskespil - det er ret kompliceret - selv for lærerinderne - men jeg skal nok få det til at virke, børnene synes i hvert fald at brikkerne er sjove..

Kl. 15.15 er der mad - enten ved bord eller siddende i en rundkreds. Herefter er der sko-på-tagning,- fri bevægelse på stuen og til slut tyve minutter med aktiviteten "sid-stille-på-en-stol-og-vent-på-at-du-bliver-hentet-aktiviteten" , mens lærerinder render rundt og rydder op og ordner papirer eller laver undervisnings materialer. Kl. 15.55 præcis bliver skolen åbnet og forældrene strømmer ind for at hente deres børn mellem 15.55 og 16.30.

Jeg har fra start af haft det meget svært ved den sidste aktivitet og har derfor mange dage gået kl. kvart i fire. Dette både fordi jeg simpelthen ikke kan holde ud at se børnene sidde så passivt stille og fordi min tilstedeværelse får børnene til at være urolige hvilket fremkalder lærerinderne reaktion i råben. Så jeg har simpelthen gået for at sikre den gode stemning og min velbefindende i praktikken. Nu er jeg dog efterhånden nået så langt at jeg kan være der og sidde og pjatte med nogle af børnene. Min drøm er at vi kan have tegneaktivitet i den halve time, måske er det for meget at håbe på, men jeg vil gøre mig forsøget.

Herefter går jeg for det meste glad og frejdigt hjemad, opfyldt at glæde, men det sker bestemt også at jeg går fuldstændig smadret af træthed og udtømt for kulturforståelse, men  det er jo som det må forventes at være. For det meste glæder jeg mit til at komme hjem og sidde på en stol i voksenstørrelse, for det er der sørme ikke nogen af på skolen. 

Det føles generelt som om at man bruger rigtig meget tid på at arbejde, men mit skema ser sådan ud at jeg hver uge enten har en fridag eller to halve dag, hvor jeg går kl. 11, så der er da også en masse fritid at bruge. Det er efterhånden lidt trivielt at være turist i Hanoi, så det er droppet for længe siden. I huset på Ho Giam bor vi ikke så langt fra centrum og det er da også meget fedt at tage derind engang i mellem, men nu ikke længere som turist, men som tilskuer til alle de andre turister, hvilket til tider faktisk kan være ret underholdende.

Jeg holder rigtig meget af at tage på forskellige udvalgte cafeer rundt omkring og sidde og se på mennesker og trafik, det er virkelig morsomt også selv efter 4 måneder.

Vi er jo i alt 14 pædagogstuderende hernede så det er ret vært at holde sammen og ses, men vi er en gruppe på 6 piger som spenderer meget tid sammen, så der er rigelig plads til sjov og fis. Vi tager ofte ud ogs spiser, i biografen, hygger hjemme og selvfølgelig byture. For de uindviede lukker byen efter politiets ordre kl. 11-12, men der findes steder så sådan en bytur godt kan blive forlænget med tømmermænd dagen efter. Og så er der jo stadig også plads til at tage ud og rejse og se noget af den vidunderlige kultur og natur de har her i Vietnam. Alt i alt er det jo bare livet man lever, bare i andre forhold end hvad man er vant til.