Indflydelse på målgruppen
Der er mange faktorer der spiller ind på målgruppen i Vietnam. Generelt ser man meget ned på udviklingshæmmede i Vietnam. Tidligere var det at få et barn med udviklingshæmning en straf fra guderne for at de tidligere generationer havde bagået en fejl, opført sig forkert eller skamløst. Eftersom at forfædredyrkelse er den største religion i Vietnam er det meget skamfuldt få en sådan "dom". Sog er der i dag i de større byer kommet et meget andeleds syn på udviklingshæmninger, der er kommet større fokus på mennesker med unktionsnedsættelser og de er umiddelbart derfor mere accepterede i gadebilledet.
Man skal ikke særlig langt væk fra hanoi før der er landsbyer der ekskluderer handicappede ved at vende ryggen til og lade som om at de ikke er der og derfor ikke får anerkendelse for sin blotte tilstædeværelse, tværtimod. Dette billede ved jeg dog ikke hvor udpræget er i Hanoi, vi ser "mange" på gaden, hvordan de indgår i samfundet er jeg ikke klar over.
Pga. Agent Orange under Vietnam krigen, bliver der født rigtig mange børn med udviklingshæmninger af meget forskellig arter, nogle endda helt uforklarlige.
Staten har forholdt sig således til det at de gennem mange år har spærret handicappede inde og derved skånet dem for samfundet, såvel som de har skånet samfundet fra dem.
Dette blev en kvinde ved navn Dr. Lan træt af i begyndelsen af 90. Hun startede derfor Sao Mai, som er den institution som jeg er i praktik på. Sao Mai har ikke mange ressourcer og modtager ingen støtte fra staten.
Sao Mai rutter derfor ikke med pengene, men sparer meget og passer godt på deres ting. Genbrug, kreativitet og ingen legetøj til total fri leg er derfor en stor del af hverdagen.
Lærerinderne er tilmed ikke særlig højt lønnede og ikke særligt uddannede. Dr. Lan skriver kontrakt med dem for 10 år og træner og uddanner dem derfor selv. Al denne viden og undervisning får hun gennem ngo organisationer fra forskellige lande, hvorved det kan løbe rundt.
Alt dette samt deres generelle arbejdsfremgang har jeg skrevet om på min blog (som er påkrævet af Roskilde Seminarium) - hvorved jeg ikke vil gå i dybden med igen - det kan læses hvis nysgerrig på min blog: http://signemejdahl.blogspot.com/ - under obligatoriske elementer.
Danmark vs. Vietnam
I forhold til at skulle sammenligne praksis indenfor målgruppen derhjemme og her er der meget stor forskel. En af de ting som jeg dagligt lægger meget vægt på er hvor vigtig uddannelse er. Som sagt er lærerinderne her ikke uddannede før de starter og er for det meste ikke specialiserede i andet end hvordan de skal undervise. Det som vi ligger meget vægt på derhjemme er sociale færdigheder, fællesskaber og relationsdannelse. Det er emner som lærerinderne ikke er bevidste om eller har forstand på hvordan de skal arbejde med. Dette viste sig så tydeligt som muligt den anden dag da en af mine lærerinder skrev to spørgsmål ned til mig vedrørende nogle af børnenes ændrede sociale opførsel, som hun slet ikke vidste hvad hun skulle stille op med. Jeg blev selvfølgeli meget glad for den store tillid hun har vist til at jeg selvfølgelig bare lige kunne svare på det og "ordne problemet" som det næsten var beskrevet. Gennem denne situation har jeg gjort det til et mål for mig at give dem nogle redskaber til hvordan de kan forstå og "håndterer" børnene ud over de faste læringssituationer.
Som jo nok forstået nu, så er det ikke fordi jeg på institutionen lærer en masse om målgruppen og får den slags læring. Derimod for jeg et nyt perspektiv på min egen uddannelse og hvordan vi i Danmark arbejder med målgruppen.
En af de ting jeg har tænkt meget over er om vi er for overbeskyttende derhjemme. Ved at passe så meget på ikke at give for voldsomme oplevelser og presse børn ud i for mange nye ting, hæmmer vi så i virkeligheden deres læring. Jeg har set situationer hernede hvor jeg aldrig ville bevæge mig ud og presse børnene til. I starten var det min forståelse at de jo bare var uuddannede og ikke "vidste bedre". Men med tiden er jeg selv kommet børnene nærmere og kan jo se at det fungerer, så er det i virkeligheden mig der ikke tænker højt nok om dem.
Det tydeligst eksempel er en dreng fra skolen med CP. Derhjemme er jeg ikke i tvivl om at han ville sidde i kørerstol med fuld støtte alle steder fra morgen til aften og blive liftet rundt. Men hernede har de ikke samme muligheder og derfor kravler han selv rundt. Hans hoved hænger helt nede på rygsøjlen af ham og i et forkert fald ville den brække. I DK, ville der simpelthen ikke være plads til den slags risikoer, men til gengæld har han her større bevægelsesfrihed.
I relation til dette har jeg for nyligt set en dokumentar for nyligt sent på dr1, hvor Roskilde Seminariets udlands koordinator medvirker. Han besøger en mand fra Israel der har en helt anden måde at se på udviklingsforstyrrelser på. Den vil jeg gerne opfordre til at se, det er sgu ret spændende. http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Paedagogik_Psykologi/Silas_en_dreng_med_diagnoser.htm
Til slut har jeg bare endnu engang konstateret hvor vigtigt det er at brænde for sit arbejde forstået på den måde at man selv har valgt det og at der i arbejdet ligger et krav om at man gør sit bedste. Det er der man finder den motivation som jeg nogle gange fornemmer at lærerinderne mangler af forskellige grunde som hører et andet emne til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar