Jagten på den store bog om de rigtige svar om pædagogik??

Jeg har gennem de sidste to måneder hver dag undervist en af drengene i klassen, den dygtigste af eleverne. Han både snakker vietnamesisk og har forståelse for at jeg ikke gør. Jeg har undervist ham i  farver, tal, mængder. Det har han nu fuldstændig styr på og vi er derfor gået videre til et nyt emne med at skrive tallene. Vi har haft det rigtig godt med hinanden og haft det sjovt i vores undervisning, men her ender morskaben så også. Han er nu ugidelig og gider overhoved ikke gøre hvad jeg forsøger at lave med ham af aktiviteter. Han vil helle lege de lege som han kender og som han er god til. I perspektivet hernede er det dog ikke i orden. Det forventes at han skal lærer noget nyt, når nu han er så dygtig og jeg jo er vestligt uddannet osv.

Den anden dag sad jeg og var ved at gå ud af mit gode skind af irritation over hans manglende respekt for mig og mine mange forgæves forsøg på nye læring. Jeg nået at tænke at nu kan jeg ikke mere, jeg bliver nød til at have lærerindernes hjælp for at få hans opmærksomhed og opbakning i det fælles projekt. To minutter efter kommer lærerinden over og skriver ned på vietnamesisk to spørgsmål til mig. Jeg går op til Ms. Phoung på kontoret og får det oversat:

Første spørgsmål handler om at drengen jeg underviser er Gia Huy meget distraheret når hun underviser ham og kan ikke holde fokus. Derefter spørger hun mig og jeg kan hjælpe hende med hans problem?"

Det andet spørgsmål handler om at to drenge, Ha Phan og The Nam, i det seneste stykke tid har været meget aggressive. De slår de andre børn meget. Herefter spørge hun mig, hvad grundet er til at de gør det. 

Dette kom som to meget direkte og  uforventet spørgsmål fra min lærerindes side. Hun spørger mig om hjælp til præcis det jeg ville have hende til at hjælpe med. Ikke mange af lærerinderne på Sao Mai er uddannede, men lærerinden Ms. Hang synes jeg er en af de rigtig dygtige. Hun formår at få børnene med i mange af sine aktiviteter og er god til at få dem til at le og smile. Dog har hun stadig den meget vietnamesiske form, hvor der er læring før udvikling, og befalinger fra øverste ledelse kommer før situationen i praksis.

At hun spørger mig på den måde viser at hun faktisk tager mig og min uddannelse meget seriøst og at hun selv er vidende om at hun står overfor et problem som hun ikke selv har ressourcer til at løse. Jeg ser det som en kæmpe tillidserklæring og forventning til mig og mine evner. Dog er jeg bange for at hun forventer at jeg kan give et præcist svar på hendes spørgsmål, men eftersom at alle individer er så forskellige, findes den store bog med de rigtige svar ikke.

Hendes manglende forståelse for dette viste sig tydeligt da jeg kom tilbage efter at have fået det oversat - blot to minutter efter. Hun stod helt parat og klar til at læse mit svar.

Jeg har nu tænkt mig på bedste vis at svare på spørgsmålene og i den forbindelse forsøge at lære Hang noget om pædagogik i praksis. Jeg vil formidle det gennem praksiseksempler og direkte handleforslag så det er håndgribeligt og forståeligt for hende.

Det bliver en udfordring at få dette til at lykkedes og jeg har derfor tænkt mig, hvis det er muligt at gøre det til en proces hvor vi i fællesskab kan afhjælpe de konflikter der opstår for børnene og sammen finde frem til hvordan vi bedst udnytter børnenes egne interesser og dermed deres opmærksomhed i den undervisning som  nu engang skal foregå.

Det er fedt at få en mulighed for at arbejde pædagogisk på den måde når det udspringer af lærerindernes egen meget synlige interesse for at afhjælpe noget og lærer noget nyt, i stedet for at lave noget fordi man blive bedt om det fra skole og ledelses side. Det bliver mere jordnært og kommer til at (forhåbentligt) blive implementeret der hvor det gavner og giver mening. Alt er situationsbestemt lige såvel her som hjemme i Danmark.