Efter
blot små to måneder i praktik skulle vi afholde workshop. Konceptet er at vi
skal lave en workshop for lærerinderne på institutionen om et pædagogisk emne som vi mener at de ville kunne
have glæde af at blive introduceret til. Udfordringer har her været at finde et
emne som kunne passe ind i deres praksis, være gavnlig og have den kulturelle
forskel for øje. Altså ikke at skulle lave om på alt hvad de gør for at få det
til at blive så ”rigtig dansk som muligt”. Selvom vi mener at der er ting som
de gør helt forkert i vores øjne, må man også huske at se situationen ud fra
deres perspektiv.
En af de store
udfordringer i at skulle lave en sådan workshop er også at skulle formidle en
teoretisk viden om et emne til andre, der har et helt andet udgangspunkt end en
selv. Deres teoretisk forståelse er ikke på højde med vores og deres kulturelle
forforståelser er helt anderledes end vores, hvilket gør deres forståelse endnu
mere anderledes. Derved skal vi formidle vores viden, men gøre den brugbar i
deres kontekst. Det må faktisk sige at være noget af en udfordring, hvis man
virkelig går i dybden med at tænke tingene igennem. Det er nok en af de større
teoretisk pædagogikske udfordringer vi møder gennem uddannelsen indenfor
kulturformidling og forståelse, men også en af de mere spændende.
Det der har være
udfordrende har været at skulle snakke, præsenterer og diskuterer teori ud fra
forskellige forståelser og så tilrette resultatet til at kunne blive
præsenteret gennem endnu et kulturfilter for til sidst forhåbentlig at kunne
samle det op på den anden side igen.
I vores 8 uge i
Praktik kom den internationale koordinator fra Roskilde Seminarium så herned,
Mr. Lars. Vi startede med at mødes med "bare Lars" over et par øl og
lækker lakrids som Lars havde taget med. (Dette er en stor mangelvarer hernede,
så det var i særdeles høj kurs) Men her fik vi så også lige snakket med ham om
hvordan det går det forskellige steder. Men grunden til at han var kommet
herned (udover at provianterer med lakrids) var at alle vi studerende i selskab
med Lars skulle ud på de forskellige steder og se hinandens workshops.
Det var en rigtig
spændende oplevelse både at se frugten af vores alle sammen´s hårde arbejde,
men også at se institutionerne og deres forskellige måder at være på.
Vi skulle
besøge 4 forskellige institutioner og
det var meget tydeligt at se hvilke der var privatejet og hvilke der var
statsligt eget.
I Vietnam betyder
det åbenbart meget at se godt ud udadtil, man skildre så vidt det er muligt med
alt hvad man har og "fører sig frem". På den første workshopdag var
der optræden med børn, taler i massevis og gaver til alle danskere og så restaurant
som sagt. Vice principal fra en af de statsligt ejede institutioner, som mine
to roomates arbejde på, havde været med og blev pludselig meget nervøs for den
workshop der skulle afholdes to dage senere i deres børnehave. Det er første
gang at der er studerende i deres institution og de havde derfor ikke planlagt
det helt store show som de andre. Ms. Twee, som hun hedder havde så taget hjem
og pludselig skulle hele skolen gøres rent, så det næsten var pinligt for Anne
og Kathrine, men sådan nogle ting er åbenbart vigtige i deres øjne.
På Sao Mai, hvor jeg
er har vi ikke på samme måde en ligeså god kontakt til ledelsen, var der ikke
legnet det store op. Faktisk var der ikke rigtig nogen da vi ankom godt en halv
time før vi skulle starte, ikke engang powerpoint var sat frem. I forhold til
at de andre studerende havde haft meget kontakt til deres lærerinder og
"kontaktpersoner" på højere niveau for at øve det igennem, så blev
jeg pludselig ret nervøs for hvordan vores workshop ville komme til at forløbe.
Om det vi havde planlagt ville være forståeligt for lærerinderne eller om de
hele bare ville resulterer i alle lærerindernes meget åbne og uforstående
ansigter.
Selve indholdet i
workshoppen vil jeg ikke gå i dybden med, men i stedet beskrive situationen.
Lokalet var formet som en hestesko med borde og stole og bagerst en række også.
De danske studerende kom som nogle af de første og helt automatisk, som vi havde
oplevet at det var skik til de andre workshops, satte de sig forrest. Efter
lige at have snakket sammen om det, besluttede vi at vi gerne ville have alle
danskerne siddende bagerst og alle lærerinderne i første række, når nu vi selv
havde muligheden for at bestemme. Denne
måde at gøre det på var faktisk rigtig rart. Så føltes det ikke som at
vi holdt den for at skulle, men at vi holdt den for lærerinderne for at de
skulle lærer og hører om nogle af vores metoder at arbejde på, hvilket jo er
hele formålet med workshoppen.
Gennem vores oplæg
og PowerPoint havde vi små lege som skulle illustrerer vores teori i en mere
praksis orienteret vinkel. Dette fornemmede jeg virkede rigtig godt. Om
lærerinderne har fået noget ud af det som helhed må tiden og vores arbejde på
institutionen vise. Hvad vi har hørt om tidligere workshop, så er det rigtig
svært for lærerinderne at fastholde det i praksis, hvis det er for omfattende,
lægger for lagt fra deres kultur og normale rutiner eller kræver for meget tid.
Lærerinderne er fra ledelsens side pålagt rigtig mange lærings mål som de skal
følge og udfører og det er det der
kommer i første række. For virkelig at ændre noget tror jeg at det er ledelsen
man skal have fat i og ramme med alle vores ideer og tanker, det er dem der har
uddannelse og det er dem der bestemmer tingenes gang på Sao Mai.
Det var nogle rigtig
sjove om end hårde dage at komme igennem. Men det spændende var at se de
forskellige måder at afholde workshopsne på fra institutionerne sider. Havde
jeg været fra en af de andre institutioner så havde mit syn på det måske været
anderledes, men gennem mit kendskab til Sao Mai, er jeg rigtig glad for at de
ikke havde gjort noget større ud af det. Sao Mai er som sagt en privat
institution og jeg har fornemmelse af at de kæmper for at få pengene til at
række. Derfor er det rart at se at de ikke bare smider rundt med dem på kage og
mad til sådan en workshop, som de andre havde gjort det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar