Praktikstart

Så har hverdagen ramt os i Vietnam, vi er alle startet i praktik og det er nu udfordringen at skulle falde til. Det er en ny kultur med nye udfordringer, hvilket jeg helt klart have forventet og forberedt mig på, men hvor mange havde jeg ikke lige forudset.

Jeg er i praktik på en skole for børn med funktionsnedsættelser, kaldet Sao Mai. Det betyder Morning Star på Vietnamesisk. (Alle navne har en eller anden betydning). Skolen er opdelt på 5 etager, med så mange klasser på hver etage som der er plads til lokalemæssigt. Eleverne er inddelt efter funktion, så alle Børn med Downs syndrom er på en stue, udprægede autister på en anden og børn med CP (ceberal prarese = spastiske lammelser) på en tredje, osv. Der er to stuer hvor børnene ikke rigtig er udviklingshæmmede, men blot går der for, at blive gjort skoleparate i et tempo som passer dem bedre, end en almindelig børnehave. Til slut er der en del stuer med en mellemgruppe af børn der på en eller anden facon er uviklingsforstyrrede.
Personalet på Sao Mai er ikke pædagoger, men lærerinder. De har ikke en uddannelse, men bliver oplært og trænet til at fungerer som lærer på skolen. Børnene svinger i alder fra 1-16 år, men trods det er det en skole- og undervisnings tilgang der er dominerende i udførslen af det pædagogiske arbejde på skolen. I gennemsnit er der ansat en lærerinde til 5 børn. Børnene sidder typisk rundt om en et par små borde og leger med det udleverede legetøj indtil det er deres tur til at få 1-1 undervisning med lærerinden. Selve undervisningen er tilrettelagt til funktion og alder, men konceptet er mere eller mindre det samme i alle klasser.

Sao Mai har været praktiksted for pædagogstuderende gennem mange år, men har samtidig rigtig mange volontører fra mange forskellige lande i Europa. Det bæres der desværre også tydeligt præg af. Personalet er så vant til at der kommer folk ind og ud af klaserne at det ikke rigtig har den store betydning om man er volontør eller studerende.

Den første uge på Sao Mai har ærlig talt været meget frustrerende. Efter vores første møde med Dr. Lan, som ikke var særlig udbytterigt, blev vi bedt om at bevæge os rundt på skolen og sidde og observerer undervisningen, for at danne os et indtryk af det forskellige målgrupper der er i klasserne, samt danne os et lille billede af hvordan institutionskulturen er. Det viste sig at være meget udfordrende da næsten ingen af lærerinderne kan nok engelsk til at fører en egentlig samtale, og derudover heller ikke var informeret om at vi var studerende og ikke volontører. Jeg er sikker på at det har været ligeså frustrerende for lærerinderne som for os.

For at gøre en lang historie kort, så har det vist sig at der har været en masse misforståelser af både deres funktion som praktiksted og vores funktion som pædagogstuderende. Dette viser sig dog først ugen efter, hvor to fysioterapeuter og to ergoterapeuter, også fra Danmark får samme mangelfulde velkomst som os. De har dog deres to lærer med fra DK og gennem et møde mellem dem og Dr. Lan fra Sao Mai bliver forholdene for studerende pludseligt noget andet. På et stort personalemøde for lærerinder bliver det fortalt næsten ordret hvad de danske lærere forventer for studerende. Det var i mine øjne et lidt nervepirrende møde, med en trygget stemning. Men jeg håber bare på det bedste og at det nu er slut med misforståelserne og at lærerinderne kan se at vi er gode nok, selvom vores ankomst og tilstedeværelse har medført flere udfordringer for dem i forhold til bare at kunne fortsætte dagene rutinemæssigt som de er vant til.

Vi har ærlig talt ikke fået den bedste start i institutionen, men de små initiativer vi selv har kunnet tage har været med til at fastholde modet hos mig, på at vi nok skal få det hele til at kører godt.

Jeg er nu kommet godt ind i en af klasserne og de har taget godt imod mig, både børn og voksne, så jeg er ved rigtig godt mod og klar til at tage fat på den egentlige del af mit ophold som jeg har glædet mig til. Det kan beskrives med det nysgerrige spørgsmål: hvorfor gør de som de gør? Der er vel en mening med alt i tilværelsen, og ingen gør noget fuldstændig ureflekteret, men hvilke refleksioner gør Vietnamesiske lærer sig som jeg ikke gør og omvendt. Eller er der i virkeligheden ikke så stor forskel mellem os som man går og tror…