tirsdag den 31. januar 2012

De første par dage i Hanoi


Så er der efterhånden gået mere end en uge og vi har allerede set og oplevet så meget. Vi har faret vild, vi har snakket med lokale, vi har været ved at blive kørt ned, vi har grinet, vi har slappet af, vi har sovet længe og vi har smagt deres nationalret Phó. Det sidstet må siges at være lidt skuffende. Det er suppe med pladenudler, forårsløg, kød med masser af fedtkant og masser af olie. Fra mange sider af har vi kun hørt godt om denne ret, men efter at dette er blevet geilet helt op, så er det noget skuffende at smage det, for det er sgu ikke meget andet end suppe.
Derimod har de en masse andet rigtig lækkert mad. Det hele er mere eller mindre en form for pandestegte grøntsager med enten nudler eller ris og kød. Jeg må indrømme at jeg generelt havde forventet at maden hernede var lidt stærkere end den er. Måske er det ikke tilfældet, eller også er det blot fordi vi, pga. Tet og de mange lukkede forretninger, primært har spist på turistvenlige spisesteder. Jeg må vente og se…


Det første møde med en lokal
Dagene hernede flyder lidt sammen og det med at sove går heller ikke så godt. Jeg tror at vi har lidt, lidt under noget jetlag efter ankomsten, for vi har ikke rigtig været i stand til at stå tidligt op. Har vi planlagt at sove til vi vågner, så står vi først op kl. 14 og kæmper vi for at komme op bliver det ved 12 tiden. Dog er vi så også nogle gange det senere i seng, så den rille er lidt svær at komme ud af.
Trods denne tidsmæssige udfordring og det ”at få noget ud af dagen” – hvilket vi bestemt gør, bare på andre tidspunkter, har dog ikke helt hæmmet os for at nå rundt og se så meget at byen som muligt.
Den anden dag tog vi os et hvil på en stor plads nær centrum. Blot efter at vi havde siddet der ti minutter så vi en spastisk lammet mand gå rundt på pladsen. Man kan ikke dømme mennesker uden at havde indgående kendskab, men alligevel satte det tanker i hoved på mig. Ud fra hvad jeg har hørt om det vietnamesiske syn på udviklingshæmmede, så er det at de gerne ”pakker dem af vejen” og ikke ligefrem er åbne over for at stå ved at have et handicappet familiemedlem, da det kan volde en del problemet. Han var i fint, rent og pænt tøj, så det det var bare et dejligt syn at han sådan var en del af den synlige kultur, samt at han ved sin blotte tilstedeværelse havde skubbet til min forudindtagede forståelse af menneskesynet. Dette gør kun min kommende praktik, på netop en skole for udviklingshæmmede endnu mere interessant.

Mens vi stadig sidder samme sted på pladsen og nyder de få solstråler, som skyder sin vej gennem de tunge skyer, kommer der en dværg gående gennem trafikken. Forundringens glæde over at have set ham den første mand med spastiske lammelser har ikke lagt sig, før den bruser op igen. Og ikke nok med at det, så kommer han over til os og begynder at snakke. Vi ender med at have en mindre lang samtale med ham, hvor han på glimrende engelsk fortæller os en smule om den handicappede side af verden i Hanoi. Han har selv lært sig engelsk via bøger og andre undervisningsmaterialer og er nu begyndt at undervise andre i det også. Han fortæller at mange udviklingshæmmede i Hanoi ikke har de samme ambitioner som han, men blot stiller sig tilfreds med at have en job i vejkanten, hvor de sælger lottosedler og at det stort set er hvad de laver. Efter denne samtale har jeg på vores gang rundt i byen set specielt efter de der sælger lottosedler i vejkanten og synes ikke at kunne spotte nogen med synlige udviklingsforstyrrelser. Som sagt tidligere skal man ikke være for hurtig til at dømme andre på det blotte udseende, men det er endnu en interessant tanke om hvordan voksenlivet med en udviklingsforstyrrelse i Vietnam må være.

Dette er måske et særsyn, men måske ikke. Jeg  glæder mig ihvertfald til at starte min praktik i Sao Mai, som er en skole for børn med nedsat funktionsevne. Herigennem håber jeg at få en større indsigt i det vietnamesiske menneskesyn, samt afprøve min forståelse for min egen kultur af. Men mere om det i mine læringsmål for praktikken, dette er blot de u-censurerende tanker :-)


Videre vil jeg dele mine tanker om den historie, der muligvis efterlader Vietnam som et land med flere handicappede end ellers.
Gennem Vietnam-krigen, der varede fra 1961 til 1971, smed USA ualmindeligt mange ton gasarter ned over Vietnam, for at udrydde skovarealerne og dermed give det amerikanske luftskyts en fordel. Dette middel viste sig senere at være et giftstof kaldet Agent Orange, som viste sig a have fatale konsekvenser for den vietnamesiske befolkning. Mange hundredetusinde børn generationer efter er blevet født med diverse misdannelser, som menes at være forårsaget af forældrenes indånding af denne gasart, som siges at være gået i generne. Samarbejdet og diskussionerne efterfølgende mellem USA og Vietnam er en længere historie, men jeg mener ikke at de i fællesskab, endnu, er kommet til en klarere forståelse af hvad det præcist har haft af konsekvenser.

Dog må man derved konstaterer at der må være ret mange mennesker med udviklingshæmninger rundt om i landet, og hvorledes deres liv former sig må være er mig ikke bekendt. Jeg synes at det kunne være yderst interessant at få et større kendskab til denne side af Vietnam, men hvordan jeg skal opnå dette er jeg ikke klar over. Foreløbigt vil jeg fokuserer på at starte min praktik på en skole for børn med nedsat funktionsevne. Hvilket faktisk allerede er i morgen, puha, det bliver noget af en oplevelse jeg får mig tror jeg. Forventningens glæde er stor, dog er nysgerrigheden og et åbent syn for andre måder at anskue verden på større. 

2 kommentarer:

  1. Lærke Kaagaard4. feb. 2012, 00.00.00

    Hej Signe

    Sikke mange ting, man kommer til at tænke over i forhold til at skue hunden på hårene, eller hvad man siger. Netop som du siger, kan man let komme til at fejlbedømme en befolknings indstilling til "de anderledes". Tænk bare på danskernes paniske reaktion, hvis de skal forholde sig til et handicappet menneske. Det lyder som om, at I kan få meget ud af at tale med de lokale. Mon ikke din praktikplads også har en holdning til det?

    Det bliver vel nok spændende for dig at starte:) Husk at det altid tager lidt tid at komme ind i det. Og husk at se de positive sider, og fokuser på det, du kan tilføre stedet:) Jeg glæder mig til at læse om det.

    Herhjemme er det sindssygt koldt. Mine tæer bliver følelsesløse i mine vinterstøvler, når jeg cykler. Ida og jeg skal på loppemarked i morgen. Forhåbentlig i dejligt solskin. Mit nye hjem er fyldt til randen med papkasser, ledninger, underlige lamper, you name it. Jeg glæder mig til at få ryddet op:)

    Tænker på dig!!!!

    MØS

    SvarSlet
  2. Hej Signe, det er en fornøjelse at læse din tekst, glæder mig til at læse om den første tid på praktikken. Vi har fået endnu mere sne, det er dejligt og med flot blå himmel. Vi har den store flytte dag på lørdag.... åh åh det blir spændende :-)

    Knus og møs fra Signe og Ella (som puster på alt mad fordi hun kan og selvfølgelig fordi det er varmt.... også appelsinen. Går rundt og siger heiiii og neiii og bwaaa som tigeren siger hele tiden :-)

    SvarSlet