Hvad man tror - et glimt af mine oplevelser med pædagogbriller

Tiden går stærkt og Jeg har allerede været på Sao Mai i to uger. Efter den rimelig turbulente start har vi alle fundet en klasse hvor vi nu kæmper for at finde os til rette i. 

Jeg er kommet i en klasse hvor der går 12 børn og to lærerinder. Børene har alle en eller anden form for diagnose af at have en udviklingshæmning, eller have en form for autisme. Dog er det rigtig svært at se og finde ud af selv, dette skyldes bl.s. sprogbarrieren.

En lille dreng i klassen kommer ofte hen til mig og snakker løs. Det virker som om at han fortæller mig et eller andet, han peger og fortæller. Jeg sidder hver gang helt opslugt af samtalen i håb om at jeg gennem hans kropssprog og udtryk kan tyde en lille del af hvad han forsøger at fortælle mig. Jeg ved at det ikke er særligt sandsynligt at jeg kommer til at forstå hvad han udtrykker, men at give ham en oplevelse af at kunne fortælle en historie til en der lytter, er ligeså væsentligt for mig. Lærerinderne så meget at se til at trods deres intentioner om at tage hensyn til den enkelte, bliver det ofte blot til opmærksomhed nå det er deres tur til at få 1-1 undervisningen rundt om bordet.

3 eftermiddage om uger kommer der nogle vietnamesiske studerende ind i klasserne, som er volontører på stedet. De er der blot en time og studerer alle mulige andre ting end teaching, men jeg tror at det er en del af det at være studerende at man skal være volontør et eller andet sted.
I slutningen af min anden uge er der en af volontørerne (der ofte snakker en smule engelsk, til forskel fra lærerinderne) der sidder ved siden af mig da drengen Nam kommer hen og begynder på en af sine historier. 

Jeg spørger efter fortællingen volontøren hvad han siger og hun fortæller mig at han blot siger tilfældige tal, bogstaver og numre i vilkårlig rækkefølge. Min første tanke er lidt skuffende, da jeg har gået rundt i to uger med nysgerrighed efter at få det oversat, men dog er det lidt tankevækkende at det er det som han siger. Hans behov for at blive hørt er der jo stadig, så jeg vedbliver at lytte til hans fortællinger ligeså intensivt som tidligere og er tilmed nu begyndt at snakke tal med ham. Jeg udnytter hans store interesse for mit armbåndsur til at tælle den ”rigtige” rækkefølge med ham, når tiden og situationen byder det.

Efter denne lille øjenåbner er jeg blevet ret bevidst om at børnene ikke nødvendigvis kan så meget som jeg går og tror, og faktisk er der mange af børnene der ikke rigtig kan tale vietnamesisk. Det har blot været i mine ører at det har lydt sådan. Målet for børnene er at blive kommunikationsdygtige til at kunne begå sig i hverdagen, og give udtryk for meninger og behov. Det at jeg går rundt og snakker på enten dansk eller engelsk til børnene er, kan måske være en ekstra udfordring for dem, i kampen for at tilegne sig det vietnamesiske. Men på den anden side tror jeg på at det at have en samtale med nogen, der snakker et andet sprog trods alt er bedre end slet ikke have fører en samtale – gennem tonelejet i mine ord har jeg jo også mulighed for at give dem en bekræftelse på at blive hørt og anerkendt. Så om det ene eller andet er bedre, ved jeg ikke…