Så er der efterhånden gået mere end en uge og vi har
allerede set og oplevet så meget. Vi har faret vild, vi har snakket med lokale,
vi har været ved at blive kørt ned, vi har grinet, vi har slappet af, vi har
sovet længe og vi har smagt deres nationalret Phó. Det sidstet må siges at være
lidt skuffende. Det er suppe med pladenudler, forårsløg, kød med masser af
fedtkant og masser af olie. Fra mange sider af har vi kun hørt godt om denne
ret, men efter at dette er blevet geilet helt op, så er det noget skuffende at
smage det, for det er sgu ikke meget andet end suppe.
Derimod har de en masse andet rigtig lækkert mad. Det hele er mere eller mindre
en form for pandestegte grøntsager med enten nudler eller ris og kød. Jeg må
indrømme at jeg generelt havde forventet at maden hernede var lidt stærkere end
den er. Måske er det ikke tilfældet, eller også er det blot fordi vi, pga. Tet
og de mange lukkede forretninger, primært har spist på turistvenlige spisesteder.
Jeg må vente og se…
Det første møde med en lokal
Dagene hernede flyder lidt sammen og det med at sove går
heller ikke så godt. Jeg tror at vi har lidt, lidt under noget jetlag efter
ankomsten, for vi har ikke rigtig været i stand til at stå tidligt op. Har vi
planlagt at sove til vi vågner, så står vi først op kl. 14 og kæmper vi for at
komme op bliver det ved 12 tiden. Dog er vi så også nogle gange det senere i
seng, så den rille er lidt svær at komme ud af.
Trods denne tidsmæssige udfordring og det ”at få noget ud af
dagen” – hvilket vi bestemt gør, bare på andre tidspunkter, har dog ikke helt
hæmmet os for at nå rundt og se så meget at byen som muligt.
Den anden dag tog vi os et hvil på en stor plads nær centrum. Blot efter at vi
havde siddet der ti minutter så vi en spastisk lammet mand gå rundt på pladsen.
Man kan ikke dømme mennesker uden at havde indgående kendskab, men alligevel
satte det tanker i hoved på mig. Ud fra hvad jeg har hørt om det vietnamesiske
syn på udviklingshæmmede, så er det at de gerne ”pakker dem af vejen” og ikke
ligefrem er åbne over for at stå ved at have et handicappet familiemedlem, da
det kan volde en del problemet. Han var i fint, rent og pænt tøj, så det det
var bare et dejligt syn at han sådan var en del af den synlige kultur, samt at
han ved sin blotte tilstedeværelse havde skubbet til min forudindtagede
forståelse af menneskesynet. Dette gør kun min kommende praktik, på netop en
skole for udviklingshæmmede endnu mere interessant.
Mens vi stadig sidder samme sted på pladsen og nyder de få
solstråler, som skyder sin vej gennem de tunge skyer, kommer der en dværg
gående gennem trafikken. Forundringens glæde over at have set ham den første
mand med spastiske lammelser har ikke lagt sig, før den bruser op igen. Og ikke
nok med at det, så kommer han over til os og begynder at snakke. Vi ender med
at have en mindre lang samtale med ham, hvor han på glimrende engelsk fortæller
os en smule om den handicappede side af verden i Hanoi. Han har selv lært sig
engelsk via bøger og andre undervisningsmaterialer og er nu begyndt at
undervise andre i det også. Han fortæller at mange udviklingshæmmede i Hanoi
ikke har de samme ambitioner som han, men blot stiller sig tilfreds med at have
en job i vejkanten, hvor de sælger lottosedler og at det stort set er hvad de
laver. Efter denne samtale har jeg på vores gang rundt i byen set specielt
efter de der sælger lottosedler i vejkanten og synes ikke at kunne spotte nogen
med synlige udviklingsforstyrrelser. Som sagt tidligere skal man ikke være for
hurtig til at dømme andre på det blotte udseende, men det er endnu en
interessant tanke om hvordan voksenlivet med en udviklingsforstyrrelse i
Vietnam må være.
Dette er måske et særsyn, men måske ikke. Jeg glæder mig ihvertfald til at starte min praktik i Sao Mai, som er en skole for børn med nedsat funktionsevne. Herigennem håber jeg at få en større indsigt i det vietnamesiske menneskesyn, samt afprøve min forståelse for min egen kultur af. Men mere om det i mine læringsmål for praktikken, dette er blot de u-censurerende tanker :-)
