Trecking in Sa Pa

Så kom dagen efter halvanden måned i Vietnam, hvor der kom velkendt besøg.
Rikke og Christian, som har været på rundrejse i Asien i 3 måneder kom en smut forbi Hanoi. Det var skønt at se dem igen, og at møde nogle velkendte ansigter fra den trygge hverdag i Danmark. De startede godt nok med at være en smule forurettede over vejret, eftersom at de har rejst rundt i 1000 graders varme siden de forlod Danmark. Dog var det kun den første dag at der var regn og så fik vi ellers et par godt dage med varme og sol. Næsten lidt for meget varme, for vores hus dryppede indvendigt af kondens, da hele huset er lavet af sten og beton, og vejret udenfor er det sammen som indenfor, bare uden ligeså meget udluftning.

Efter et par hyggelige dage i Hanoi, besluttede vi at tage en tur til SaPa i Nordvietnam, hvor vi havde læst at der skulle være en fantastisk smuk natur, hvilket alle bøgerne bestemt havde ret i.

Men først skulle vi jo lige derop. Da jeg skulle hjem på arbejde mandag morgen, var vi nødsaget til at have en fast tidspunkt hvor det ville passe. Derved fandt vi så ud af at det var en meget populær afgang at skulle med toget, for de eneste sæder vi kunne få derop var ”Hard Seat”. 8 timer på hårde sæder over natten, var ikke lige hvad vi havde ønsket, men hvad faen tænkte vi, vi overlever jo nok. De 8 timer blev så lige til 13, da toget ikke helt virkede optimalt og vi flere gange holdt stille en time af gangen og for resten kørte meget meget langsomt. Endelig kom vi frem til endestationen før Kina, Lao Cai. Herfra skulle vi så videre i en times kørsel op til SaPa, som ligger mere end tusind meter højere.

Vi havde booket en guidet tur gennem noget der hedder SapaSisters, så vi havde aftalt med guiden af vi efter vores meget forsinkede ankomst skulle mødes med vores guide Chi, foran kirken. Det første der sprang  i øjnene i bylivet var alle de lokale folkeslag der flokkedes om turisterne som gribbe for at de lige netop skulle købe deres udvalg at tasker, armbånd, puder eller tæpper. Efter pænt at have takket nej til de første tyve kvinder, fik vi lidt ro til at kunne sidde foran kirken og vente på Guiden. Pludselig kommer der en lille kvinde, som ligner alle de andre på pladsen hen og præsenterer sig på engelsk at hun er vores guide, og vi begynder sammen med hende at vandre ud af byen. Hun er iført en lokal klædedragt, fyldt med farver og mønstre. Armbånd i massevis, store øreringe og tørklæde bundet om hovedet. Først ved nærmere øjekast opdager vi at hun på ryggen ikke bare har en taske, kurv eller andet, men faktisk har spændt et lille barn bagpå.

Vi påbegynder vores trekking tur og bliver på vej ud af byen og gennem landskabet, og det hele bliver kun smukkere og smukkere. Det er slet ikke til at beskrive med hverken ord eller billeder. Sapa er en by i bjergene, som ligger mellem forskellige dale, hvor der ligger landsbyer rundt omkring. Indbyggerne i dalen er primært beskæftiget med landbrug, hvor de dyrker ris på bjergskråninger de har udformet til små platoer, hvor de kan dyrke. Risdyrkningen er dog begrænset af at det i den højde kun er muligt at høste en gang om året, hvilket ikke er nok til både at forsørge og tjene penge ved, så mange tjener også penge på turismen, som beskrevet ved vores ankomst til byen.

Hele dagen vandrer vi op og ned af forskellige platoer med rismarker. I området rundt om Sapa er der 8 forskellige folkeslag, hvoraf de alle snakker hver deres sprog, og har hver deres klædedragt, så det selv for os er genkendeligt hvem der hører sammen. Det er primært synligt ved deres hovedbeklædning. Som vi går dernede i dalen og bevæger os gennem forskellige landsbyer med kun en lille kilometers afstand, er det mærkeligt at tænke på at de gennem hundrede af år lever side om side og stadig ikke kan kommunikerer på samme sprog.
Dog er de nye generationer begyndt at lærer både eget folkesprog og vietnamesisk i skolerne der ligger i dalen. Mange børn skal hver dag vandre langt for at komme i skole, og har så ofte kun halve skoledage, for at komme hjem og arbejde.

Ved læsning ved jeg at det faktisk er et rigtig stort problem for Sapa, at de har så meget turisme, da mange børn derfor skal tjene penge i byen frem for at gå i skole overhoved. Dog er dette ikke noget vi får snakket med Chi om, trods hun var rigtig god til både at fortælle og svare på vores spørgsmål og samtaler.

Chi er selv af det folkeslag der hedder Black H´moung. Hun har gennem nogle år arbejdet i sin mosters butik i Sapa, hvor hun gennem turister har lært at snakke engelsk. Hun hverken læser eller skriver dog, samt hun snakker ikke vietnamesisk. Hun har sammen med nogle andre lokale ved hjælp af en svensker der er bosat i Hanoi, opretteselskabet ”Sapa Sisters” hvorigennem vi har booket turen. Så er det Svenskeren der koordinerer e-mails og turer for Chi og hedens medejere. Og så står de selv for selve turen. SÅ det er simpelthen så lokalt som man kan forestille sig. Det er ikke et rejseselskab der har købt sig ind på de lokale, men de lokale der selv inviterer og tjener penge på at vise området frem for os. Dette bidrager virkelig til at udvide oplevelsen med en ”fell-good” – fornemmelse.

Om aftenen overnatter vi på et ”homestay” nede i en af landsbyerne. Godt nok er det i lokalsamfundet, men selve huset er nok mere indrettet til at kunne have turister overnattende. Men vi får gode senge og god mad, og vandre næste dag videre ammen med Chi og hendes 3 veninder, der følger os på turen, hvorimod de selvfølgelig forventer at vi vil købe noget af dem, ved turens slutning…. Jeg er nu to små tasker rigere….

Til frokost næste dag indviterer Chi os hjem til sin egen familie, hvor hun vil lave mad til os. Det var noget af en oplevelse. Selvfølgelig ved vi at de lokale generelt ikke har vestlige forhold at lave under, men vi havde alligevel tænkt at Chi gennem sit arbejde, som må siges at været ret veltjenende sammenlignet med andre i hendes livssituation. Chi er pga. sin karriere er blevet gift ret sent, hvilet er som 26 årig. Det normale er mellem 15 og 25. Men nu bor hun så sammen med sin mand og 1 årige gamle barn i et hus lavet af bambus og sten. Der er ingen elektricitet eller rindende vand. Maden bliver lavet på bål sted inde midt i huset, men godt det var det altså. Det var rigtig mærkeligt at sidde der midt i deres hus og bare vide at det er her deres liv udspiller sig og kommer til det mange år fremad. Det kan blive meget koldt i SApa om vinteren og ud over bål stedet er det blot lag på lag konceptet de har at holde varmen med, for væggene er vist mere til for pynt. (og vi troede at husene i Hanoi ikke var isoleret)

Det var bare en rigtig rigtig god tur, som på mange måder har beriget mig på oplevelsesmæssigt og kulturelt og kan hver en tid anbefales J