Trecking in Sa Pa

Så kom dagen efter halvanden måned i Vietnam, hvor der kom velkendt besøg.
Rikke og Christian, som har været på rundrejse i Asien i 3 måneder kom en smut forbi Hanoi. Det var skønt at se dem igen, og at møde nogle velkendte ansigter fra den trygge hverdag i Danmark. De startede godt nok med at være en smule forurettede over vejret, eftersom at de har rejst rundt i 1000 graders varme siden de forlod Danmark. Dog var det kun den første dag at der var regn og så fik vi ellers et par godt dage med varme og sol. Næsten lidt for meget varme, for vores hus dryppede indvendigt af kondens, da hele huset er lavet af sten og beton, og vejret udenfor er det sammen som indenfor, bare uden ligeså meget udluftning.

Efter et par hyggelige dage i Hanoi, besluttede vi at tage en tur til SaPa i Nordvietnam, hvor vi havde læst at der skulle være en fantastisk smuk natur, hvilket alle bøgerne bestemt havde ret i.

Kulturforståelsens gennemslagskraft

Efter en uge med mindre underskud på kulturforståelses-kontoen, er der ved at blive skabt balance igen. Der er jo nok slet ikke så stor forskel på danskere og vietnamesere, som man bander over i kampens hede, for at forstå hvorfor fanden de gør som de gør. I bund og grund er vi jo alle mennesker som vil det bedste for dem som står os kær. Når jeg bliver snydt af gadesælgeren, er det et forsøg for hende for at øge dagens omsætning, så når ugen er omme hun kan tage tilbage til sin familie med lidt flere penge på lommen. Lærerindernes lede respons på børn der græder ved at ignorerer, er et forsøg på at gøre dem klar til den virkelige verden, hvor der ikke er plads til at have selvmedlidenhed. Og den endeløse vandring rundt om søen bag vores hus, er deres måde at sikre sig dagens motion efter at have siddet dagen lang i en lille butik og forsøgt at tjene nok til at kunne forsøde tilværelsen. Hvis man ikke maser sig med nød og næppe gennem trafikken, kommer man aldrig hjem og har tid med sin familie. Alle tænker de i bund og grund på hinanden og dem de har nærmest. Det gør vi jo også i Danmark. Ingen ønsker for sine kære at de skal lidt nød, vi har bare forskellige måder at praktiserer det på.

Forskellen i Danmark er at vi har vores sikkerhedsnet i form af vores velfærdssamfund, hvilket vi skal pris os lykkeligt for. Manden der hver dag går rundt i krydset med krykker og koldbrand i foden, har ikke selv valgt sin skæbne, han forsøger bare at leve med den, og tigger derfor hele sin arbejdsdag igennem, fra 8 – 16 hver dag. Man ser ikke mange tiggere på gaden hernede, selv de som ikke har meget af rumle med, laver sin egen lille biks, hvor man for en meget beskeden sum kan få pusset sko, eller få sig et stykke frugt.

I Danmark griber sikkerhedsnettet dig hvis du falder igennem og ikke længere selv kan klare dig. Det skulle vi tage at være noget mere taknemmelige for. Det er ikke i Danmark at jeg ser en hel ung generation begynde af skændes om hvem der skal afgive sin siddeplads i bussen for den game dame, og det er heller ikke der jeg ser tilliden mellem mennesker ved at man sagtens kan holde en fremmedes barn, for at det ikke falder. Jeg har i dag på min vej hjem fra arbejde mødt så meget tillid, respekt og omsorg, at kulturforståelseskontoen igen er fyldt til renden af glæde over dette folkefærd. 

Signe Mejdahl i Hanoi

Her et link til et lille album med billeder, hvis man tænker at Hanoi er så Great at man da lige skal lurer om ikke også man skal dertil...