Trecking in Sa Pa

Så kom dagen efter halvanden måned i Vietnam, hvor der kom velkendt besøg.
Rikke og Christian, som har været på rundrejse i Asien i 3 måneder kom en smut forbi Hanoi. Det var skønt at se dem igen, og at møde nogle velkendte ansigter fra den trygge hverdag i Danmark. De startede godt nok med at være en smule forurettede over vejret, eftersom at de har rejst rundt i 1000 graders varme siden de forlod Danmark. Dog var det kun den første dag at der var regn og så fik vi ellers et par godt dage med varme og sol. Næsten lidt for meget varme, for vores hus dryppede indvendigt af kondens, da hele huset er lavet af sten og beton, og vejret udenfor er det sammen som indenfor, bare uden ligeså meget udluftning.

Efter et par hyggelige dage i Hanoi, besluttede vi at tage en tur til SaPa i Nordvietnam, hvor vi havde læst at der skulle være en fantastisk smuk natur, hvilket alle bøgerne bestemt havde ret i.

Kulturforståelsens gennemslagskraft

Efter en uge med mindre underskud på kulturforståelses-kontoen, er der ved at blive skabt balance igen. Der er jo nok slet ikke så stor forskel på danskere og vietnamesere, som man bander over i kampens hede, for at forstå hvorfor fanden de gør som de gør. I bund og grund er vi jo alle mennesker som vil det bedste for dem som står os kær. Når jeg bliver snydt af gadesælgeren, er det et forsøg for hende for at øge dagens omsætning, så når ugen er omme hun kan tage tilbage til sin familie med lidt flere penge på lommen. Lærerindernes lede respons på børn der græder ved at ignorerer, er et forsøg på at gøre dem klar til den virkelige verden, hvor der ikke er plads til at have selvmedlidenhed. Og den endeløse vandring rundt om søen bag vores hus, er deres måde at sikre sig dagens motion efter at have siddet dagen lang i en lille butik og forsøgt at tjene nok til at kunne forsøde tilværelsen. Hvis man ikke maser sig med nød og næppe gennem trafikken, kommer man aldrig hjem og har tid med sin familie. Alle tænker de i bund og grund på hinanden og dem de har nærmest. Det gør vi jo også i Danmark. Ingen ønsker for sine kære at de skal lidt nød, vi har bare forskellige måder at praktiserer det på.

Forskellen i Danmark er at vi har vores sikkerhedsnet i form af vores velfærdssamfund, hvilket vi skal pris os lykkeligt for. Manden der hver dag går rundt i krydset med krykker og koldbrand i foden, har ikke selv valgt sin skæbne, han forsøger bare at leve med den, og tigger derfor hele sin arbejdsdag igennem, fra 8 – 16 hver dag. Man ser ikke mange tiggere på gaden hernede, selv de som ikke har meget af rumle med, laver sin egen lille biks, hvor man for en meget beskeden sum kan få pusset sko, eller få sig et stykke frugt.

I Danmark griber sikkerhedsnettet dig hvis du falder igennem og ikke længere selv kan klare dig. Det skulle vi tage at være noget mere taknemmelige for. Det er ikke i Danmark at jeg ser en hel ung generation begynde af skændes om hvem der skal afgive sin siddeplads i bussen for den game dame, og det er heller ikke der jeg ser tilliden mellem mennesker ved at man sagtens kan holde en fremmedes barn, for at det ikke falder. Jeg har i dag på min vej hjem fra arbejde mødt så meget tillid, respekt og omsorg, at kulturforståelseskontoen igen er fyldt til renden af glæde over dette folkefærd. 

Signe Mejdahl i Hanoi

Her et link til et lille album med billeder, hvis man tænker at Hanoi er så Great at man da lige skal lurer om ikke også man skal dertil...

Hvad man tror - et glimt af mine oplevelser med pædagogbriller

Tiden går stærkt og Jeg har allerede været på Sao Mai i to uger. Efter den rimelig turbulente start har vi alle fundet en klasse hvor vi nu kæmper for at finde os til rette i. 

Jeg er kommet i en klasse hvor der går 12 børn og to lærerinder. Børene har alle en eller anden form for diagnose af at have en udviklingshæmning, eller have en form for autisme. Dog er det rigtig svært at se og finde ud af selv, dette skyldes bl.s. sprogbarrieren.

En lille dreng i klassen kommer ofte hen til mig og snakker løs. Det virker som om at han fortæller mig et eller andet, han peger og fortæller. Jeg sidder hver gang helt opslugt af samtalen i håb om at jeg gennem hans kropssprog og udtryk kan tyde en lille del af hvad han forsøger at fortælle mig. Jeg ved at det ikke er særligt sandsynligt at jeg kommer til at forstå hvad han udtrykker, men at give ham en oplevelse af at kunne fortælle en historie til en der lytter, er ligeså væsentligt for mig. Lærerinderne så meget at se til at trods deres intentioner om at tage hensyn til den enkelte, bliver det ofte blot til opmærksomhed nå det er deres tur til at få 1-1 undervisningen rundt om bordet.

3 eftermiddage om uger kommer der nogle vietnamesiske studerende ind i klasserne, som er volontører på stedet. De er der blot en time og studerer alle mulige andre ting end teaching, men jeg tror at det er en del af det at være studerende at man skal være volontør et eller andet sted.
I slutningen af min anden uge er der en af volontørerne (der ofte snakker en smule engelsk, til forskel fra lærerinderne) der sidder ved siden af mig da drengen Nam kommer hen og begynder på en af sine historier. 

Jeg spørger efter fortællingen volontøren hvad han siger og hun fortæller mig at han blot siger tilfældige tal, bogstaver og numre i vilkårlig rækkefølge. Min første tanke er lidt skuffende, da jeg har gået rundt i to uger med nysgerrighed efter at få det oversat, men dog er det lidt tankevækkende at det er det som han siger. Hans behov for at blive hørt er der jo stadig, så jeg vedbliver at lytte til hans fortællinger ligeså intensivt som tidligere og er tilmed nu begyndt at snakke tal med ham. Jeg udnytter hans store interesse for mit armbåndsur til at tælle den ”rigtige” rækkefølge med ham, når tiden og situationen byder det.

Efter denne lille øjenåbner er jeg blevet ret bevidst om at børnene ikke nødvendigvis kan så meget som jeg går og tror, og faktisk er der mange af børnene der ikke rigtig kan tale vietnamesisk. Det har blot været i mine ører at det har lydt sådan. Målet for børnene er at blive kommunikationsdygtige til at kunne begå sig i hverdagen, og give udtryk for meninger og behov. Det at jeg går rundt og snakker på enten dansk eller engelsk til børnene er, kan måske være en ekstra udfordring for dem, i kampen for at tilegne sig det vietnamesiske. Men på den anden side tror jeg på at det at have en samtale med nogen, der snakker et andet sprog trods alt er bedre end slet ikke have fører en samtale – gennem tonelejet i mine ord har jeg jo også mulighed for at give dem en bekræftelse på at blive hørt og anerkendt. Så om det ene eller andet er bedre, ved jeg ikke…

Hverdagen i klassen for early intervention

Her vil jeg lige kort beskrive hvordan hverdagen foregår i klassen, da det er en hel anden verden end den vi er vant til derhjemme. Medmindre at man selv har oplevet det, kan man næppe forestille sig hvordan det egentlig fungerer, det havde jeg i hvert fald selv svært ved, før jeg kom herned.

Skolen ligger på et stort hjørne lidt ude i et område hvor der skyder det ene højhus op efter den andet og at mrådet generent bærer præg af at være i gang med at forvandle sig til en del af det moderne Hanoi.

Kl. 8 starter børnemusikken med at strømme ud af højtaler for at byde børn og voksne velkommen til Sao Mai. Motorbikes, biler og cykler med børn bagpå kommer i et væld strømmende fra hele Hanoi og omegn for at afleverer børnene i institution, præcis som vi kender det hjemme. Sao Mai, er så vidt jeg har forstået en af de eneste institutioner af dens slags, som tager sig af børn med handicaps og andre udfordringer og sigter mod at gøre dem parate til på et tidspunkt at kunne begå sig så selvstændigt som muligt i samfundet. Alle klasser har næsten dagligt på skemaet undervisning i Social Skills (sociale færdigheder). Alt sammen tilrettelagt til deres funktion og niveau. For nogle af klasserne sørger skolen for at give dem en så blid opstart som muligt før at de skal i en ”rigtige” skole, mens for andre er formålet at de i deres voksne liv skal kunne klare sig så selvstædigt som muligt eller på anden vis kunne bidrage i hjemmet.

Praktikstart

Så har hverdagen ramt os i Vietnam, vi er alle startet i praktik og det er nu udfordringen at skulle falde til. Det er en ny kultur med nye udfordringer, hvilket jeg helt klart have forventet og forberedt mig på, men hvor mange havde jeg ikke lige forudset.

Jeg er i praktik på en skole for børn med funktionsnedsættelser, kaldet Sao Mai. Det betyder Morning Star på Vietnamesisk. (Alle navne har en eller anden betydning). Skolen er opdelt på 5 etager, med så mange klasser på hver etage som der er plads til lokalemæssigt. Eleverne er inddelt efter funktion, så alle Børn med Downs syndrom er på en stue, udprægede autister på en anden og børn med CP (ceberal prarese = spastiske lammelser) på en tredje, osv. Der er to stuer hvor børnene ikke rigtig er udviklingshæmmede, men blot går der for, at blive gjort skoleparate i et tempo som passer dem bedre, end en almindelig børnehave. Til slut er der en del stuer med en mellemgruppe af børn der på en eller anden facon er uviklingsforstyrrede.
Personalet på Sao Mai er ikke pædagoger, men lærerinder. De har ikke en uddannelse, men bliver oplært og trænet til at fungerer som lærer på skolen. Børnene svinger i alder fra 1-16 år, men trods det er det en skole- og undervisnings tilgang der er dominerende i udførslen af det pædagogiske arbejde på skolen. I gennemsnit er der ansat en lærerinde til 5 børn. Børnene sidder typisk rundt om en et par små borde og leger med det udleverede legetøj indtil det er deres tur til at få 1-1 undervisning med lærerinden. Selve undervisningen er tilrettelagt til funktion og alder, men konceptet er mere eller mindre det samme i alle klasser.

Sao Mai har været praktiksted for pædagogstuderende gennem mange år, men har samtidig rigtig mange volontører fra mange forskellige lande i Europa. Det bæres der desværre også tydeligt præg af. Personalet er så vant til at der kommer folk ind og ud af klaserne at det ikke rigtig har den store betydning om man er volontør eller studerende.

De første par dage i Hanoi

Så er der efterhånden gået mere end en uge og vi har allerede set og oplevet så meget. Vi har faret vild, vi har snakket med lokale, vi har været ved at blive kørt ned, vi har grinet, vi har slappet af, vi har sovet længe og vi har smagt deres nationalret Phó. Det sidstet må siges at være lidt skuffende. Det er suppe med pladenudler, forårsløg, kød med masser af fedtkant og masser af olie. Fra mange sider af har vi kun hørt godt om denne ret, men efter at dette er blevet geilet helt op, så er det noget skuffende at smage det, for det er sgu ikke meget andet end suppe.

Derimod har de en masse andet rigtig lækkert mad. Det hele er mere eller mindre en form for pandestegte grøntsager med enten nudler eller ris og kød. Jeg må indrømme at jeg generelt havde forventet at maden hernede var lidt stærkere end den er. Måske er det ikke tilfældet, eller også er det blot fordi vi, pga. Tet og de mange lukkede forretninger, primært har spist på turistvenlige spisesteder. Jeg må vente og se…

Det første møde med en lokal

Dagene hernede flyder lidt sammen og det med at sove går heller ikke så godt. Jeg tror at vi har lidt, lidt under noget jetlag efter ankomsten, for vi har ikke rigtig været i stand til at stå tidligt op. Har vi planlagt at sove til vi vågner, så står vi først op kl. 14 og kæmper vi for at komme op bliver det ved 12 tiden. Dog er vi så også nogle gange det senere i seng, så den rille er lidt svær at komme ud af.

Trods denne tidsmæssige udfordring og det ”at få noget ud af dagen” – hvilket vi bestemt gør, bare på andre tidspunkter, har dog ikke helt hæmmet os for at nå rundt og se så meget at byen som muligt.

Den anden dag tog vi os et hvil på en stor plads nær centrum. Blot efter at vi havde siddet der ti minutter så vi en spastisk lammet mand gå rundt på pladsen. Man kan ikke dømme mennesker uden at havde indgående kendskab, men alligevel satte det tanker i hoved på mig. Ud fra hvad jeg har hørt om det vietnamesiske syn på udviklingshæmmede, så er det at de gerne ”pakker dem af vejen” og ikke ligefrem er åbne over for at stå ved at have et handicappet familiemedlem, da det kan volde en del problemet. Han var i fint, rent og pænt tøj, så det det var bare et dejligt syn at han sådan var en del af den synlige kultur, samt at han ved sin blotte tilstedeværelse havde skubbet til min forudindtagede forståelse af menneskesynet. Dette gør kun min kommende praktik, på netop en skole for udviklingshæmmede endnu mere interessant.

Mens vi stadig sidder samme sted på pladsen og nyder de få solstråler, som skyder sin vej gennem de tunge skyer, kommer der en dværg gående gennem trafikken. Forundringens glæde over at have set ham den første mand med spastiske lammelser har ikke lagt sig, før den bruser op igen. Og ikke nok med at det, så kommer han over til os og begynder at snakke. Vi ender med at have en mindre lang samtale med ham, hvor han på glimrende engelsk fortæller os en smule om den handicappede side af verden i Hanoi. Han har selv lært sig engelsk via bøger og andre undervisningsmaterialer og er nu begyndt at undervise andre i det også. Han fortæller at mange udviklingshæmmede i Hanoi ikke har de samme ambitioner som han, men blot stiller sig tilfreds med at have en job i vejkanten, hvor de sælger lottosedler og at det stort set er hvad de laver. Efter denne samtale har jeg på vores gang rundt i byen set specielt efter de der sælger lottosedler i vejkanten og synes ikke at kunne spotte nogen med synlige udviklingsforstyrrelser. Som sagt tidligere skal man ikke være for hurtig til at dømme andre på det blotte udseende, men det er endnu en interessant tanke om hvordan voksenlivet med en udviklingsforstyrrelse i Vietnam må være.

Dette er måske et særsyn, men måske ikke. Jeg  glæder mig ihvertfald til at starte min praktik i Sao Mai, som er en skole for børn med nedsat funktionsevne. Herigennem håber jeg at få en større indsigt i det vietnamesiske menneskesyn, samt afprøve min forståelse for min egen kultur af. Men mere om det i mine læringsmål for praktikken, dette er blot de u-censurerende tanker :-)